Suttebørgen cykler

Så så man lige os købe en rusten cykel på loppemarked i dag, bare fordi Hugo jo ligeså godt kunne have en at øve sig på. Men hvad giver I? Min 3-årsling sætter sig da bare op og kører! Her kan I se rakettens allerførste cykeltur. Så kan far jo bare stå der og blomstre med sit kosteskaft.

Ja, jeg er irriterende stolt, I know...

Status på ventesituationen

Jeg skylder vist en update på formidlingen - også selvom den ikke er så munter, som jeg kunne ønske mig.
Det forlød fra alle leder og kanter, uofficielle og officielle kanaler, at der efter VM ventede os et sandt baby boom. Med et par måneders stilstand og så en måneds VM, burde der jo være unger nok at formidle. Men indtil videre er det kun et enkelt barn som er bragt i forslag, så vi nu er nummer fem på listen. Hardly, et baby boom. Så jeg prøver jeg at indstille mig på, at jeg alligevel nok bliver nødt til at starte et nyt skoleår, nye klasser, ny planlægning, uden nogen vished om hvornår forløsningen kommer. Det svider.

Sommer pics

Det kan godt være at det ikke blev til så meget ferie for hele flokken i år, men vi har alligevel fået smagt på sommeren.

Hæææviii!!!

Al den sommer kan godt være lidt udmattende...

En slags ferie

Mens vi venter på at SA igen kommer op i omdrejninger efter VM, har vi holdt en sølle uges ferie sammen allesammen. Hugo og jeg hygger os sammen herhjemme en uge mere, men farmand er tilbage på pinden for at spare ferie op til den barsel som lader vente på sig. Det svider lidt at høre om alle vennernes 3-4 ugers fællesferie. Det står i hvert fald lysende klart for os at ferie ikke handler om hvad man laver eller hvor man tager hen, men om at have tid, tid, tid.

Men vi nåede da at få færten af ferie. Fire dage i Hamborg og et par dage i mormors sommerhus. Hugo har syntes det hele var en fest, også selvom storbyferie i 35 graders varme er et lidt svært koncept at gennemføre når de voksnes interesser mest handler om cafe og skygge og kolde drikke, og barnets mere går i retning af gang i gaden. Det var der heldigvis også i den småbørns-forlystelsespark vi fandt syd for Flensborg.

Hugos stolteste øjeblik på turen. Til hest! Først med far i hånden...

...og så helt selv!

Et af de berygtede medlemmer af den hårdkogte Bork Havn Træskobande

Bold før baby

Så er det sikkert og vist. Ingen Snøflen før efter VM. Det kan ikke længere nåes at få barn i forslag og rejse ud og hjem inden VM. Det er okay. Vi har haft lidt tid at vænne os til tanken nu efter et par måneder med en aldeles inaktiv venteliste.
Vi håber der ikke ligger en bebs i Sydafrika matchet til os, som må vente fordi der er nogle der skal trille rundt med en bold først. D. 11. juli åbner formidlingen igen i Sydafrika og så kan de være sikre på at jeg står klar med kufferterne.

Hugo og dyrene

Det kan godt være det var min fødselsdag, men Kristi Himmelfartsdag stod nu i Hugos tegn. Den blev nemlig tilbragt i selskab med mormor, moster Sanne, onkel Bjarne og yndlingsfætrene Sebastian og Nikolaj, nå ja, og så alle dyrene i Ree Park.

Jeg ved ikke, om det er fordi, man er lidt forkælet, når man er født i Sydafrika, men Hugo tog det som den største selvfølge at rende ind i giraffer, zebraer og løver lidt udenfor Ebeltoft. Ja faktisk var det "dyr" der fremmanede de største jubelråb på safarituren en gravKO! Nå ja, og en snegl... Det er aldrig helt til at vide, hvad den dreng tænder på.

Ikke meget nyt under regnvejrsskyerne

Vi skriver den 15. maj og der er ikke meget nyt at berette om formidlingen fra SA. Et enkelt barn er der kommet, gudskelov til en familie som har ventet grusomt længe. Men vi må jo sande at deadline for at nå det inden VM lurer faretruende tæt på i horisonten. De sidste par uger har ikke været decideret sjove med kolleger der bliver mere og mere nysgerrige og spørgelystne, og et arbejde der forventer svar på spørgsmål om klasser og arbejdsbelastning næste skoleår. Svar som jeg ikke kan give. Samtidigt er det ambivalent, for hvorend meget vi gerne ville smide alt hvad vi har i hænderne for at hente Snøflen hjem, så ville det ligenu gå ud over kolleger og elever, der pludselig ville stå med mine eksaminer. Så vi ruster os og er indstillede på at vores sommer ikke bliver byttet ud med sydafrikansk vinter, men håber så til gengæld inderligt på at forlydender om travlhed og mange børn efter VM kommer til at holde stik, så vi ikke skal vente længe derefter.

Velkommen til Sydafrikalisten i en nøddeskal

Først vælter det ind med børn, og man indstiller sig på, at det nok er lige om lidt nu nu nu de ringer. Og hvad sker der? Nada. Zip. Absolut nul og niks og ingenting. Det er nu en måned siden, der sidst kom et enkelt barn i forslag, og før det havde der også været stilhed i noget tid. Så sidder man lige der og tænker, hvorfor man dog lod sig rive med. Vi undrer os over de manglende børn og bider tænderne sammen. Velmenende og nysgerrige kolleger, der også undrer sig over, at jeg stadig arbejder, holdes fra livet. "Nej, vi ved ikke noget, før de ringer". Og sådan er det. Vi ved ingenting. Der var bare lige en overgang, hvor vi bildte os ind at vide noget. Snydt igen.

Dyb indånding

Påskeferien går på hæld. I morgen starter livet i verden udenfor igen og for første gang bider ventetiden en smule.

Da det begyndte at vælte ind med børn efter nytår lod vi os rive med og regnede nok med at vi til påske ville være ved at pakke kufferterne - eller måske endda ved at pakke dem ud efter Sydafrika. Men nej. Selvom formidlingen i år stadig må betegnes som enestående, så står vi der jo endnu, og må nu tage en dyb indånding og tage hul på post-påske-ventetiden. Det har betydet at mange ting, især i forhold til arbejdet har måttet nytænkes og omdefineres. Det betyder også, at det nu er sidste chance for at nå at få snøflen i forslag og gennemføre henterejsen inden Impilo - organisationen i Sydafrika - lukker ned for formidlingen under VM. Dvs. at telefonen skal ringe indenfor de næste 4-5 uger hvis vi skal nå at være hjemme igen inden de lukker i Sydafrika fra d. 11. juni til d. 11. juli.

Så vi ruster os. Og holder telefonen indenfor rækkevidde...

At lege, Hugo-style

Der er gang i legeriet herhjemme for tiden. Ingen tvivl om at børnehavelivet og Hugos generelle udvikling har udvidet den mentale horisont, så der nu er mange flere nuancer, variationer, roller, stemmer og sjove indslag i Hugos leg. Favoritlegen for tiden består i at udspille samtaler og sociale intriger gennem hans dyr, som ville være Glamour værdigt. Der tales med mor-stemme når det store næsehorn leder efter sin lille næsehornsbaby og med bad ass stemme, når skarptanden er ude at hærge og smadre de stakkels små fredelige dyr der kommer i vejen for den.

Han er også blevet modigere den lille tøsedreng. For nyligt gæstede han og bedstevennerne Christian og Emil Randers Legeland - oh happy day, dog knap så meget for forældrene - og de medsammensvorne lokkede ham ned ad rutsjebaner, vi aldrig havde troet vores forsigtige pivskid turde. Lidt gruppepres var lige det, der skulle til, og han voksede 10 cm af stolthed over sit eget mod.