Mens vi venter... på at vente!

Hvor ville jeg gerne berette om glæden ved at se sit nummer for enden af ventelisten, men ak, det må vente. Vi og AC venter stadig på socialrapporten - en samlet rapport over alle vores informationer fra godkendelsen - og før den lander på ACs skrivebord kommer vi ikke på listen. Om et par dage er det to uger siden vi blev godkendt, og det ville være løgn hvis jeg sagde at lige præcis denne ventetid ikke er særligt frustrerende. Man bliver jo for sulan ikke godkendt for at have papir på foældreevnen, men sgu da for at komme på ventelisten.

Det har været lidt specielt at mærke ventefølelserne blive kørt i stilling igen - ingen tvivl om at vi nu er i gang igen. Lad os håbe det bliver smooth sailing.

Jeg håber at vende tilbage i løbet af ugen med nyheden om at rutshebanen er sat igang...

It's official - vi venter os!

...fra Sydafrika!

Vores sag var i går på samråd og hey-hey, vi er godkendt! Lige så snart Statsforvaltningen meddeler AC dette, så ryger vi på venteliste igen. Lad den bare komme an! For enden befinder snøflen sig nemlig.

På den igen

Først kom trøflen. Engang kommer snøflen. Snøflen bliver Hugo Thabisos lillebror eller lillesøster og vil ligesom ham være født i Sydafrika.

I marts 2007 indtog Hans Kongelige Højhed Røvbananen vores liv og væltede os omkuld med hele hans væsen. I lang tid var det umuligt at forestille sig, at der kunne være plads til andre børn i vores hjerter, sådan som ham Hugo fyldte. Men langsomt blev vi klar over, at det jo bare er et spørgsmål om at bygge ud. Før sommerferien 2008 gik vi således i gang med at indhente, udfylde og underskrive papirer, så vi endnu engang kunne blive godkendt og komme på venteliste. Papirerne blev sendt afsted d. 1. august, og nu hvor vi har overstået et par lange sygemeldinger fra sagsbehandleren, så forventer vi at blive godkendt d. 7. januar.

Men vejen til snøflen bliver ikke helt den samme som vejen til trøflen. Vi har nemlig valgt at skifte fra Danadopt til AC Børnehjælp som vores formidlingsbureau. Vi var rigtigt ærgelige over den måde DA forvaltede deres ansvar på og kommunikerede (eller ikke kommunikerede) med adoptanterne under vores proces. I bund og grund havde vi ikke tillid til dem. Det, sammenholdt med en væsentlig forskel i formidlingsgebyrerne, gjorde at vi hoppede af DA-toget. Men det var nu ikke noget nemt valg, for med fravalget af dem fulgte også et fravalg af den sydafrikanske organisation, som de samarbejder med, og som jo formidlede Hugo til os. Dvs et fravalg af en pakke, vi kender, muligvis en snøffel fra samme fine børnehjem, et ophold i SA hvor Hugo og vi ville have mulighed for at samle nogle tråde fra sidste gang, og en matchning af en lille ny som nogle mennesker ville have gjort sig meget umage med passede til os. Med AC ved vi ikke, hvad vi får. Men det er okay, for hvem ved nogensinde det? Jeg ved bare, at snøflen finder os, uanset hvordan vi finder snøflen. Vi glæder os uendeligt meget til at starte det hele helt forfra og til at lære et nyt, lille sprødt menneskebarn at kende endnu engang.

Men vi må vente lidt endnu. 1 til 2 år hvis du spørger AC. Lige præcis så lang tid som vi også gerne vil give Hugsen til at fylde og til at blive klar til indtagelsen af titlen som storebror og røvbanans-mentor. Og det er derfor, vi er her på bloggen. Her ventes der. Du er velkommen til at vente med.