Påske i solskinnet

Påsken har budt på en perlerække af fine oplevelser for os og Brødrene Bandit. Vejret har været decideret sommerligt og vi har ordnet have og set de to rødder indtage udeverdenen. Buster synes, det er en fest at spise jord, og hvad han ellers kan få fingrene i, og Hugo får cyklet vejen tynd og leget med Fenja fra længere nede ad vejen. Hun er tydeligvis en kvinde med overtalelesesevnerne i orden, for i dag har han rendt i et kæmpe lilla blomsterkostume, og så blev de vist nok også gift i dag, lige der midt på trampolinen, og der var vist nok også et lille kys involveret. Young lovers... Det må være forårsfornemmelserne.

Af andre solskinsoplevelser kan nævnes årets premiere på Legoland sammen med fætrene. Kombinationen af forlystestelsespark og fætre sendte Hugo i himlen, og Buster syntes, det faktisk heller ikke var så tosset endda.

Han sluttede dagen af med sin traditionelle tak-for-mad-hilsen, nemlig at efterlade næsten lige så meget buffet under bordet som havde stået ovenpå bordet.

Og så gik turen til mormors sommerhus i et par dage. Busse klarede det i fin stil. Han skal lige tjekke nye steder og mennesker ud, men så længe vi er der, så er alt godt. Det er meget, meget fint.

Den stod på både gækkebreve, påskeæg, jagt efter æg i haven og ture til vandet.

Og så rundede vi påsken af herhjemme med besøg i Tante Christinas kolonihave sammen med alle de andre tanter og tantebørn. Det var faktisk lidt stort at se begge mine børn forenet med den forsamling af dejlige små og store mennesker.

Er der noget at sige til, at jeg er skruk?

I onsdags sad en kær veninde og jeg og krydstjekkede lister. Tre dage senere skulle hun nemlig til Nigeria og indløse lykken efter fem års ventetid - verdens smukkeste lille Aksel Ezekiel. Mens vi sad der og føjede flere ting til hendes to-do liste end vi vingede af, dukkede dette billede op.

3½ måned, 64 centimeter og 6,2 kilo ren lykke. Det var Hugo Thabiso, og det var første gang vi så vores søn. Der blev husket, gjorde der.

Nå, men hør så her. Fire dage efter listetjek og nostalgitrip, nemlig i går søndag, mærker min søde veninde for første gang hvad det vil sige at bære sin søn i sin favn. Det sker lige her, og du skulle tage at kigge med. Det er stort!

Så er der egentlig noget at sige til, at jeg er skruk?