Hjemme!

Vi forlod Sydafrika med et brag! Fem minutter før afgang fra Jane åbnede himlen sig og regn og lyn og torden væltede ud. En afsked der signalerede dramatik - noget hjemrejsen dog lykkeligvis ikke blev præget af. Godt nok fik vi lov at vise Busters adoptionspapirer i retten og pas ikke mindre end 5 gange, så det var ikke ligefrem tid vi havde mest af, men vi nåede Air-bamsen i fin stil.

I 11. time var det lykkedes Lars hos FDM at skaffe en cradle til Buster plus tilhørende plads til mig, så han ikke skulle sidde hos os hele turen, og det var eddermame heldigt. Efter Buster havde gjort sig til ved sidemanden og vupti så fik vi byttet så Erik og Hugo fik plads ved siden af. Det betød at Buster kunne snorke hele natten i liften foran os og Hugo indtog gulvet nedenunder og dermed havde vi to stk rimeligt veludhvilede børn da vi ankom til Frankfurt kl meget meget tidligt.

Og så blev det Billund-tid. Der stod venner og familie ved begge ruder ind til bagagehallen, og Buster blev som ritualet foreskriver vist frem ved begge, inden vi kom ud og blev taget varmt i mod fra den anden side. Nøj, hvor var det rart at være dem der blev ventet på - endelig!

Tusind, tusind tak til alle der kom og satte gang i ankomsthallen og ønskede os velkommen hjem. Det var mageløst at se jer alle og drengene nød al opmærksomheden. Også tak for både traktement og fine gaver.

Bilen havde raget en skavank til sig på parkeringsplasen, for den ene bremse hængte, og vi kunne ikke køre særligt hurtigt hjem. Trods 1 time og tre kvarters tur hjem, sov begge drenge HELE vejen.

Det er den længste lur den yngste har taget i vores selskab, og det betød at han var frisk til at indtage sit hjem med vanligt Buster-overskud. Først med lidt skepsis, derefter med fuld power. Hugo og han har leget så det var en fryd, og ellers har han bare bøvlet rundt og puttet ting i munden og haft grineflip.

For eksempel var denne her leg umådelig sjov, og virkelig god træning for de små lårbasser der hejste ham op og ned ved sofabordet. Kuk kuk!

Hans første dag hjemme sluttede i badekaret (det meget meget lille badekar) med storebror, som måtte finde sig i at Buster delte både plask og sherifstjerner ud. Derefter blev han og hans tykke mave fuld af risengrød og majsvælling puttet i tremmesengen, hvor han da lige snuppede 11 sammenhængende timer, den lille stjerne.

Søndagen er også gået super. Buster udforsker (og propper ting i munden!) og vi andre løber efter ham og piller ting ud af den igen. Vi skal ikke for langt væk fra ham før han piber, men det er kun dejligt at han viser at han lige skal finde sine ben her. Et forsøg på at putte i barnevogn til formiddag resulterede i skrig og skrål, så det blev til en lur indenfor i stedet, men til eftermiddag lykkedes det ham at tage sin første og lange lur i vognen til alles store glæde. Han sov dog så godt at han først kom sent op og kombineret med sommertid blev han så først puttet kl halv ti.

Hugo synes vist dagen har været lidt lang. Mor og far har jo haft travlt med at pakke ud og gøre huset babyklar, hvilket der jo slet ikke var tid til inden. Der var eksempelvis ikke en ærlig brik vælling i huset, en barnevogn skulle samles, der skulle gøres plads til babytøj i kommoden og babylegetøjet skulle findes frem.

Men i morgen skal den stolte storebror i børnehave og han har selv bestemt at Buster skal med og vises frem. Han glæder sig!

Flertal

Børnene er i bad... Børnene er sultne... Børnene sover...

Et barn - flere børn. Mine børn!

Jeg føler mig rig.

Søskendekærlighed part 2 og servicemeddelelse

Sidstnævnte først. Enkelte har spurgt hvornår vi er hjemme. I kan se vores rejseplan her på siden.

Og så skal I da ikke snydes for dagens billede af Brødrene Bandidos

Jeg sagde det jo!

Jeg sagde jo de var vilde med hinanden, mine boys.

Oh happy day!

Jeg citerer: "This little boy is now yours, as if you had given birth to him yourself". Således afrundede Mrs. Rath et højtideligt, stemningsfuldt og rørende kvarter på dommerkontoret i Johannesburg Children's Court. Og vores lykke var gjort. Buster hører nu til os, på alle måder! Juridisk er han vores og det er bare så kæmpestort at vide at intet nu kan komme i mellem os.


Buster - på vej i retten tidligt i morges

Bagefter, for at fejre og gøre noget godt for Hugsen, havde vi besluttet os for en tur til Gold Reef City, en forlystelsespark med alt hvad et underholdningsdepriveret barn som Hugo kunne ønske sig. Der var dog lange ansigter ved ankomsten hvor vagten kunne meddele os, at de havde lukket mandag og tirsdag. En hurtig beslutning og vi endte i Jo'burg Zoo i stedet for. Dejligt stort område med flere dyr end mennesker og med skønne og grønne områder at hygge sig på.

Selvom vejret har været meget uforudsigeligt de sidste par dage og også budt på torden og styrtregn, havde vi solskin og varme, indtil skyerne pludselig samlede sig. Heldigvis kom vores taxa-mand 10 minutter før aftalt tid og det var heldigt for ellers var vi endt i den vildeste tordenstorm. Tilbage hos Jane var al strømmen gået og vi fordrev tiden i mørket indenfor mens lynene oplyste værelset i glimt.

Buster-banditten valgte i øvrigt at vågne ved 20-tiden igår hvorefter han så holdt fest til kl 23, så han har været en træt lille baby i dag. I det hele taget er det som om det er ved at gå op for ham at det der med at have en mor og far ikke er det samme som at være på børnehjem. F.eks. bliver man taget op hver gang man vågner eller græder, og så kan det jo lige pludselig betale sig at gøre netop det. Han er heller ikke længere en lille madmaskine der uden problemer kører føde ind. Han har været pylret og emsig og det er bare lige præcis sådan han skal reagere. Han skal netop opdage at vi ikke er ligeglade med hvordan han har det. At vi retter mad og søvn osv ind efter hans behov og ikke efter hvad der passer bedst ind i skemaet for et børnehjem. Samtidig er han jo totalt overstimuleret, dels af miljøskiftet og os tre nye mennesker, der, som det mest selvfølgelige, leger, snakker, dikke-dikker med ham i alle hans vågne timer. Det er voldsomt for et lille menneske at blive udsat for så stor en forandring, og det taget i betragtning, klarer han det så smukt, og det er dejligt at se at han gerne vil vise os, at det faktisk også er lidt svært at være ham ligenu.

I øvrigt faldt en anden vigtig og dejlig aftale på plads i dag. Når vi i næste uge drager på ambassaden i Pretoria har vi fået arrangeret at besøge Hugos børnehjem, som kun ligger et stenkast fra ambassaden. Inden vi tog afsted var vi ikke sikre på det ville være en god ide at tage derhen, fordi Hugo i den grad i løbet af det sidste års tid har kæmpet med at komme overens med visse ting i hans baggrund. Men nu hvor vi er her og ser hvor fint og sundt han forholder sig til det hele, har vi spurgt ham om han kunne tænke sig at besøge dem der passede på ham dengang, og det ville han gerne. Det har også hjulpet ham at se hvad et børnehjem egentlig er, i forbindelse med at vi var sammen med Buster på TLC. Han fik sat billeder på, hvad det egentlig ville sige, og jeg tror konkretiseringen gav ham lyst til selv at "have" et børnehjem, ligesom Buster.

Nu vil jeg knappe en celebratory øl op og tænke lidt over hvor stor netop denne dag er for vores lille familie.

Vi har ham!

Kl. 11 i formiddags forlod vi TLC med Buster. Vi har ham!

For bare 8 dage siden vidste vi end ikke at han ventede på os, og nu ligger der to lækre drenge i hver sin størrelse og sover på et værelse i Johannesburg, og jeg er deres mor. Det er forunderligt hvordan en familie som vores bliver til. Et par års "graviditet", en uges tid i fødsel, og så har man en lille tumling. Men processen der ligger foran os ligenu er mindst lige så forunderlig. Det er først nu vi skal lære hinanden at kende, og det hele er så nyt og sprødt. Følelserne skal have tid til at vokse. Allermest er der ligenu en kæmpe ømhed for den lille dreng der er blevet os betroet. Sådan var det også med Hugo. Men det er Buster der skal gøre det meste af arbejdet. Det er ham der skal lære at stole på at vi ikke bare er endnu et stoppested, men hans familie, og alt hvad det indebærer. Det er ikke nogen lille opgave for et lille menneske. Men tilknytningen bliver stærkere og større og dybere for hver dag der går. Og vi glæder os til hver af de dage.

I dag, vores første dag sammen, så'n rigtigt, er det gået så fint. Min lille Gugi-cookie har spist og spist med stor vellyst og ligger nu og prutter i sin seng. Vi har leget i haven og bare været i hinandens selskab. Han er så sød og sjov, og der kommer flere og flere funny faces og lyd på. Han har også været modig og vist at han var ked af det et par gange, men kunne heldigvis trøstes, og det var rart. Vi håber vores første nat sammen forløber lige så fint.