Farvel... og goddag

I dag er en både svær og dejlig dag. At tage et barn til sig og tage det med væk fra det land, der ellers ville have været hans, er både skønt men også hjerteskærende. Det næste døgns tid bliver fyldt med milepæle. Når vi forlader sydafrikansk jord. Når vi lander i Billund. Når vi står bag ruden og vinker til familie og venner. Når vi træder ind over dørtærsklen i Løgten. En ting er sikkert - det bliver bevægende.

Vi siger farvel til en rejse, der er gået bedre end vi nogensinde havde turdet håbe på. Buster er en stjerne, og vigtigst af alt, sund og rask. Hugo, min store, følsomme, seje dreng, har klaret mødet med sit fødeland og tilføjelsen af en lillebror til familien så superflot at det ikke er til at fatte.

At have haft Tante Mette med den sidste uge har gjort hele forskellen i en uge, som ellers ville have været lang for Hugo. Et ekstra sæt hænder, men også et ekstra sæt ører når Hugo ville dele noget. Og hvor har de delt. Hvis ikke det var særligt det de havde før, så er det det nu. Tak, Mette, fordi du ville være en del af vores firemands-families spæde start. Det har været stort. Heldigvis har hun det på samme måde. Se her.

Om lidt er der pandekager på frokostprogrammet, den sidste pakning, og så kl 16.30 tager vi afsked med Jane og begiver os mod lufthavnen. Et eventyr er slut, men et nyt begynder hjemme.

Vi ankommer i Billund kl 9.50 i morgen lørdag. Vi ses!

Begivenhedsrig dag

Først 9 mennesker i Impilos bil i 5 kvarter til ambassaden i Pretoria. Så lidt ventetid på ambassaden, hvorefter vi blev vist ind og fik lavet pas til Buster-børgen. Vi var en køn forsamling. Hugo og Alvin kravlede rundt under bordet, Solveig, den anden bebs, slog prutter så seriøse, at vi alle fik glæde af dem, og Buster kravlede rundt ovenpå bordet og valgte netop dette kvarter til at opdage hvor højt, han egentlig kunne råbe.

Halløj på ambassaden

Men vi fik passet og så gik turen til Abba House. Det var rigtigt fint at se det igen. Ikke meget havde ændret sig, men der var en dejlig ro over huset. Hugo var genert, men synes det var okay. Det var sjovt for ham at se hans gamle seng, som han har set billeder af, og et billede af ham selv på væggen, hvor man kunne se alle de børn der havde boet der.

Bagefter blev han dog lidt ked af det, men det havde ikke som sådan noget med børnehjemmet at gøre, men med den del af hans historie, som ledte op til at han kom på børnehjemmet. Det er den del vi altid har haft fokus på, fordi det er det han har det sværest med, så på den måde blev det bare endnu en anledning til at tale om det, og være sammen med ham om det. Så alt i alt et vellykket besøg, som jeg tror vil have en effekt fremadrettet i det arbejde, der fortsætter vores familieliv ud - nemlig at hjælpe ham med at komme overens med sin historie. Men hvor er jeg dog bare tæskestolt af den måde han håndterer det hele på - med følsomhed og ærlighed. Min store, seje Hugsen.

Tilbage hos Jane var der tændt op i grillen, og vi har netop sagt godnat efter en hyggelig og varm aften på terrassen i Janes formidable selskab.



Buster-bassen (i bogstavelig forstand) holder fest i varmen



Festen er ikke slut bare fordi mørket er faldet på



Fra lørdag er det slut med bare tæer i græsset og kombinationen af denne temperatur og dette tidspunkt





Vigtig dag i dag

Om et par timer går turen mod Pretoria. Pretoria som vi tilbragte to uger i for fire år siden med en ganske lille og dejlig Hugo. Vi skal på ambassaden og have lavet pas til Buster. Det var en rigtig god og fin oplevelse sidst, og det bliver det garanteret også i dag. Men vi har også et andet ærinde i Pretoria. For rundt om hjørnet fra ambassaden ligger Abba House, det børnehjem Hugo tilbragte sine første måneder på indtil vi hentede ham, og vi har fået lov at besøge dem i dag. Vi er spændte på at se, hvordan det bliver for ældstemanden at gense stedet, men jeg tror, det bliver en god oplevelse for ham. Jeg håber, at vi møder nogle af de samme ansigter fra dengang, og at de bliver glade for at se hvor stor og smuk og sund, han er blevet. Vi er rigtigt glade for at vi fik muligheden for at gøre dette, selvom turen har stået i Busters tegn.

I dag er sidste officielle punkt på programmet, og i aften fejrer vi med brai og bajere hos Jane. Sidste aften dette skønne sted i Buster/Hugoland. Vi glæder os til at komme hjem til velkomst i lufthavnen, rugbrødsmadder og Sokke.

Flertal

Børnene er i bad... Børnene er sultne... Børnene sover...

Et barn - flere børn. Mine børn!

Jeg føler mig rig.

Hugo på bjerget

Mens moder og tante og lillebror havde en date i Eastgate shopping center i går, havde far og Hugo en date med bjerget i Janes baghave. Alle der har været her vil vide at Janes hus ligger for foden af en stejl skrænt der rejser sig bag haven. Den havde far og søn sat sig for at bestige.

Indiana Hugo klar til eventyr



Der holdes et velfortjent hvil under opstigningen

Og op kom de sørme!

Det er Janes hus med det røde tag med solfangeren.



Hugo - King of the hill!





Det er ingen hemmelighed, at moren synes, det var ret så skide sejt, at det lykkedes dem at komme helt op. Hugo var vist også selv ret stolt.



Mette og masser af dyr

Tante er i huset, og I ved det ender galt godt! Det ER så godt, og jeg tror jeg vil lade billederne af Hugo og Mette tale for sig selv. Derfor er hun her!

Hugo og Tante Mette holdt fest på bagsædet og havde grineflip over Hugos portrætfotografier af tanten.

Vi har været på baby-safari i dag i Lion og Rhino Park, et stort naturreservat, der dog er knap så vildt, at man ikke bare lige kan køre fra det ene dyreområde til det andet. Utroligt børnevenligt, knap så autentisk, men hey, lige hvad vi stod og havde brug for til den dyreglade storebror.

Picnic



Stående baby på picnic!





Af øvrige nyheder kan nævnes at Buster holdt sine forældre vågne op til flere gange i nat i timelange intervaller, og derfor er Busters mor lidt ordknap her til aften. Der krydses alt for at det drejer sig om den lille hvide bisse i undermunden som er tittet frem og dens ven ved siden af som også gør sig til. Det håber vi meget... Som i virkelig MEGET! Pleeease...



Deres udsendte tolker dette ansigt som et udtryk for velbehag ved den kolde agurk på gummerne





Dagen sluttede med et fællesbad for Brødrene Bandit. Det var... vådt!





Jane's Place og Jozi

Vi bor et mageløst sted! Alle adoptanter der har boet her hos Jane er kommet hjem og har strøet om sig med superlativer om stedet her. Jeg har altid tænkt, at de godt nok var meget overstrømmende.... Men! Det de aldrig fortalte var hvorfor Jane er så dejligt et kvindemenneske. Hun er skam ikke bare sød og hjælpsom. Hun er ligeså bestemt og kontant, som hun er omsorgsfuld. Man kan mærke hende!

Og stedet her. Fantastisk have og lille pool til ungerne. Personlig og overdådig service. Det eneste vi sådan set selv skal gøre er at bestemm,e hvad vi gerne vil have at spise næste dag, og hvilke ture Jane skal arrangere for os. Det er en fornem luksus her anden gang, hvor der er to rollinger at tage sig af.

Hvor mange andre steder får man pandekager til frokost?

For fire år siden i Pretoria boede vi på et guesthouse, hvor vi selv lavede alt. Det havde været rart at have den ekstra hjælp dengang, hvor vi ofte famlede i blinde, og samtidig havde en baby, der langt fra var lige så nem at behage som Buster er.

Til gengæld var der andre fordele ved Pretoria fremfor Johannesburg eller Jozi. Vi var ude at gå ture i kvarteret hver eneste dag, handlede selv alt vi manglede, og fik i det hele taget en god fornemmelse af hvad det var for et sted, vi var ved at bevæge os rundt på egen hånd. Den går ikke i Jozi. Vi kører med taxa rundt til alt, og dvs vi på forhånd skal have planlagt hvad vi vil et par dage frem, så det kan bookes. Vi kan heller ikke bare gå en tur inde i byen. Måske hvis vi bare var os selv, men med børn..? Nope! Så selvom det er en lille oase her, så kan man godt få lidt ø-kuller.

Buster fortsætter med at imponere og charmere os. Han er et studie i skør babyadfærd. En rigtig røvbanan. De fleste af hans vågne timer tilbringer han stående op ad et eller andet i det Jane kalder hans "very manly pose". I ved, sådan lidt henslængt op ad en sofa f.eks. Jeg synes mest, han ligner en lille fulderik, der vælter rundt.

Fulderikken sover lidt dårligt om aftenen, hvor han er nem at vække, og han kan også godt have tendens til, som Hugo havde big time, at stritte i mod når søvnen kommer,  men det synes jeg kun er naturligt under omstændighederne. Desuden er der en lille tand på vej, den første, så det kan måske også have lidt at sige.

I morgen er en stor dag. Det er Tante-Mette-dag! Ligenu hænger hun et sted i luften mellem Danmark og Sydafrika på vej til vores lille plet her hos Jane. I morgen inden middag går gitterporten, op og så er hun lige her. Det er så stort, at hun har takket ja til at være en del af vores familieforøgelse. Det er efterhånden flere år siden vi aftalte det, og tanken har hele tiden været at hun kunne være aflastning i forhold til det praktiske, men også i forhold til adspredning for Hugo. De to har nemlig noget helt særligt sammen. Heldigvis går det jo godt med Hugo i sin nye rolle, men det betyder ikke, at vi ikke kan bruge et sæt ekstra hænder. Måske især til hjemrejsen. Hugo glæder sig til at se hende, og vi andre glæder os over den gave hun er for os.

Søskendekærlighed part 2 og servicemeddelelse

Sidstnævnte først. Enkelte har spurgt hvornår vi er hjemme. I kan se vores rejseplan her på siden.

Og så skal I da ikke snydes for dagens billede af Brødrene Bandidos

Jeg sagde det jo!

Jeg sagde jo de var vilde med hinanden, mine boys.

Sydafrika set igennem Hugos øjne

Hugo har været meget optaget af at tage billeder, mens vi har været i Sydafrika. Og det er der kommet både sjove og fine billeder ud af, hvis du spørger den helt og aldeles upartiske mor.