At lege, Hugo-style

Der er gang i legeriet herhjemme for tiden. Ingen tvivl om at børnehavelivet og Hugos generelle udvikling har udvidet den mentale horisont, så der nu er mange flere nuancer, variationer, roller, stemmer og sjove indslag i Hugos leg. Favoritlegen for tiden består i at udspille samtaler og sociale intriger gennem hans dyr, som ville være Glamour værdigt. Der tales med mor-stemme når det store næsehorn leder efter sin lille næsehornsbaby og med bad ass stemme, når skarptanden er ude at hærge og smadre de stakkels små fredelige dyr der kommer i vejen for den.

Han er også blevet modigere den lille tøsedreng. For nyligt gæstede han og bedstevennerne Christian og Emil Randers Legeland - oh happy day, dog knap så meget for forældrene - og de medsammensvorne lokkede ham ned ad rutsjebaner, vi aldrig havde troet vores forsigtige pivskid turde. Lidt gruppepres var lige det, der skulle til, og han voksede 10 cm af stolthed over sit eget mod.

Hugo-dag

Fredag ramte vi mærkedag nummer 3. Hugo-dag. Den 26. marts. Den mandag i 2007 hvor den lille sailor starut blev rakt over i mine arme og ind i mit liv, og alt ændredes i det øjeblik.







Vi holdt alle fri i fredags og hyggede os med tre af Hugos yndlingsting: tog, legetøjsbutik og is. Mere skal der er ikke til for at gøre en lille dreng glad.



Det er på en gang ubegribeligt, at det er hele 3 år siden, vi holdt ham første gang, og på samme tid ikke til at fatte, at han ikke altid har været her.

Thabiso Tsabalala

Mærkedag nr. 2: For tre år siden sad vi med hjertet i halsen og åbnede den mail, som åbenbarede vores søn for os for første gang. Der var han, den grinende lille matros med det ene smilehul. Thabiso Tsabalala. Hugo Happiness.

Og sådan her skrev jeg i dagbogen for præcis tre år siden:

Jeg står op efter en nat med venden og drejen og kæmpestore mutant-sommerfugle baskende rundt i maven. I dag skal jeg se min søn for første gang.

Men først skal jeg lige undervise nogle timer. Jeg var bekymret for, om eleverne måske havde opsnappet noget (bl.a. fordi alle mine timer i næste uger allerede var aflyste). Jeg havde jo ikke lyst til at fortælle noget, inden vi havde fået ham officielt i forslag. Jeg kommer igennem timerne, men finder på en undskyldning for at give dem tidligt fri i den sidste time. Heldigt nok, for 5 minutter senere ringer Erik og siger, at nu er hans papirer kommet, og DA sender dem på en email med det samme. Godt så, af sted det går fra hver vores arbejdsplads.

Da vi endelig sidder foran computeren og tager en dyb indånding, hvilket er svært nødvendigt eftersom jeg nærmer mig hyperventilering, åbner vi mailboksen og……….. så er der ingen mail!!! Den skulle jo være sendt en time tidligere. Vi ringer til DA, som lover at sende den igen med det samme. Pyha, godt!

Men, men, men der kommer ingen mail. Vi venter nok et kvarter (aldrig er en side blevet opdateret så mange gange) og ringer så igen. Det viser sig, at de har tastet .dk og ikke .com i adressen.

Endelig er mailen der. Klik. Vi har åbnet den danske pædiaters rapport. Vi scroller. Intet billede. I mellemtiden har DA sendt endnu en mail, denne med rapporten fra SA. Og der er han – vores søn. Lige der på forsiden sidder han og griner med sine smilehuller og spillevende gavtyv-øjne og fine hårpragt. Thabiso Tshabalala. Der er Hugo. Igen og igen – ”Aaj, hvor er han sød”…Med hjertet i halsen læser vi denne lille fyrs historie og om hans familie. Det er meget stærkt.

Det hele er surrealistisk. Kan det være rigtigt, at jeg er denne lille skabnings mor? Hvor heldig har man lov at være?! Vi er så glade og spændte.

Om aftenen strømmer gæsterne ind for at lykønske os. Først får vi besøg af May-Britt og Anders og lille August, som tilfældigvis var i byen, så de slipper ikke for at drikke et glas champagne med os alt imens de udfrittes om rejsen og opholdet i SA.
Senere kommer der flere venner og vores familier. Der fortælles og spørges, og drikkes champagne, snakkes slynger og modermælkserstatning, og flytider og...

Sikke en dag.

Sæson for mærkedage

Herhjemme betyder marts en lille perlerække af mærkedage for vores familie. Idag er den første af dem. I dag er det nemlig tre år siden, at vi fik at vide, at Hugo var udvalgt til os. Der skulle gå endnu to dage, før vi fik papirer om og billeder af vores lille kære matros, men hvor var vi lykkelige. Her er dagens dagbogsindlæg fra d. 12 marts 2007:

Tænk sig sådan at blive mor og far, på sådan en solbestrålet smuk forårsdag! Hvor heldig har man lov at være?!

Idag fik vi beskeden, at der ligger en lille fyr – født den 14. november 06 – og venter på os på ABBA Nursery. Vi skal være i Pretoria på fredag i næste uge, og om præcis to uger har vi ham i armene.

Den lille trøffels papirer har endnu ikke været omkring den danske børnelæge, så vi ved endnu ikke så meget. Men vi håber naturligvis inderligt, at det, at DA godt tør overbringe os nyheden allerede, betyder, at der ikke umiddelbart ser ud til at være noget i vejen med vores lille dreng, og at vi derfor får ham officielt i forslag på onsdag, hvor papirerne forhåbentligt er vurderede.

Vi er allerede fyldt af kærlighed og omsorg for det lille menneske vi får lov at blive forældre til. Og vi glæææææder os sådan til at se billeder af ham (som vil blive vist frem ved enhver given lejlighed) og høre mere om vores lille snøvs.

Vi ved desuden, at det er hans mor, der har udvalgt os, og at vi får det store privilegie at møde hende under vores ophold. Det er bare så utroligt stort at kunne give vores søn den gave.

Dagen idag har været præget af bobler i maven – af lykke og champagne. Kl. lidt over to går jeg ind til 1.p og dagens sidste time. Som så mange, mange gange før lister jeg mobilen ud af tasken for liiiige at se. Eleverne er netop sat igang med en opgave. Et mistet opkald, men opkaldet har intet nummer, så jeg kan ikke ringe tilbage. Hmmm, jeg må hellere lade den ligge fremme. Et minut senere, ringer den (på lydløs dog) – denne gang er det manden, kan jeg se. Jeg skynder mig at tage telefonen med ud på gangen. ”Gæt hvad der lige er sket”! Vi har fået en dreng på fire måneder. Han venter på os i Pretoria, og det er hans mor der har udvalgt os! Det er så uvirkeligt!
”Hvor er det vildt”. Ude på gangen hvor jeg står med telefonen render en masse elever rundt, og jeg skal bare hen et sted, hvor der er stille, så jeg løber ned ad gangen og river døren op ind til adskillige klasselokaler, hvor der er undervisning igang, indtil jeg indser, at jeg er nødt til at løbe ind i min egen klasse for at hente en nøgle til et depot.

Godt så, fortæl, Erik! ... Jamen, jeg ved ikke mere. Og pludselig er jeg ude af stand til at komme i tanke om en eneste ting mere der kunne være relvant at få at vide. En dreng på fire måneder – jamen, hvad behøver jeg mere at vide?

Alligevel får jeg brug for at få bekræftet, at der sandsynligvis ikke er noget i vejen med ham, siden de tør ringe, inden han er vurderet i Danmark. Ja, pludselig er det bare tvingende nødvendigt at ringe til Janne hos DA. Det første hun siger: ”ja, jeg tænkte nok jeg ville høre fra dig”, siger hun med et stort grin.

Janne kan selvfølgelig intet love og det skal hun jo heller ikke, men hun fortæller, at hun selv har læst hans papirer igennem, og hun synes i hvert fald, det ser fint. Selvfølgelig gør det det – han er jo vores!

Hænderrystende og fuldstændig totalt rundforvirret går jeg tilbage til klassen, som intet har opdaget. Her forsøger jeg først at spille cool og gå rundt og hjælpe med opgaverne, men indser hurtigt, at det er nyttesløst. Jeg giver dem tidligt fri og bliver super populær.

Får snakket med min rektor, og aftalt at jeg underviser ugen ud og han slår min stilling op med det vuns. Så må jeg se om jeg kan få overleveret forretningen på en fornuftig måde. Desværre når jeg nok ikke at mødes med min vikar, så lige nu handler det om at få beskrevet forløb og projekter og opgaver osv ordentligt, så det er til at gå til. Pyha.

Bagefter møder jeg en kollega, som jeg skulle have holdt møde med og siger, at jeg altså tager hjem nu. Man kan vel for filan ikke sidde og snakke om fraværsprocenter og studieplaner, når man lige er blevet mor. Da jeg fortæller hende, hvad der er sket begynder hun at græde, og først der bliver jeg selv tudefjæs. Den er sgu åbenbart go’ nok! Så – aldeles uforsvarligt – kører jeg dødskørsel hjem i et stort tudbrøleri. Jeg kan slet ikke finde ud af at skifte gear ordentligt, og på et tidspunkt er jeg lige ved at åbne døren, mens jeg kører, fordi jeg vil rulle vinduet ned.

Hjemme igen står den på telefonopkald. ”Jeg er blevet mor”. ”Du er blevet mormor”. ”Du er blevet moster”. ”Du er blevet tante”.

Til aften gav min søde mand mig lov til at overholde en middagsaftale med to dejlige veninder, der venter på det samme, som jeg idag har oplevet. Oveni købet har jeg og Mette – min evige skæbnefælle – fulgtes hele vejen igennem ventetiden, jeg på DAs Sydafrika-liste og hun på ACs. Jeg håber inderligt at vores følgeskab ikke slutter her, men at hun følger hurtigt efter.

Alt i alt har dagen idag været svimlende og lykkelig. Vi glæder os usigeligt til at delagtiggøre jer i, hvem vores lille søn egentlig er, og hvor ualmindelig dejlig og helt og aldeles bedårende han naturligvis er.

Flere unger!

Det er altså svært at følge med, når det vælter ind med børn, som det gør. Der er fem foran os, der har fået børn siden sidste opdatering, så uofficielt er vi nu nummer 10. Men på rygtebørsen forlyder det, at endnu to børn er kommet, hvoraf det ene i hvert fald er til et par foran os, så vi er faktisk nummer 9, eller måske endda 8!

I virkeligheden kan nummeret jo være aldeles ligegyldigt, og vi ved jo, at de har haft vores sag fremme dernede.

Lad os bare sige, at jeg igen har fået et utroligt nært forhold til min telefon...