Så færdig med januar

Der har ligget mange blogindlæg og svuppet rundt i min januargrødede hjerne, som aldrig nåede længere end de gode intentioner. Helt ærligt, hvor mange og lange smører om januar -lorte-fucking-januar - kan man egentlig også holde ud at forfatte, for slet ikke at tale om at læse? Let's face it, det har ikke været kønt. Økonomisk fallit. Sygdom hele vejen rundt ad flere omgange. Først utålmodighed over en formidling der holdt ferie, derefter depression over at andre skulle have deres børn før os... igen! Alt i mens det dejlige barn, vi allerede har, har kæmpet en kamp med at komme overens med de ting i hans historie, som er sværest, og som han nu for alvor begynder at forstå. Han er en sej lille fighter, min følsomme og kloge dreng.

Hej hej februar! Så sagde vi lige, at det var nye tider, f.eks. den slags hvor det rent faktisk kan blive vores telefon, der ringer, (også selvom det er som om min skræk over hvordan det hele skal gå er steget proportionelt med tiden på venteliste.)

Så sagde vi det, m'kay?

Det kan ikke afvises...

...at jeg kom til at drikke bobler af flasken (læs: flaskerne) i 14 stive timer i fredags. Og der blev muligvis skidt ret flot på forfængelighed på dansegulvet i strømpefødder. Og muuuligvis var min barm en overgang at finde i en kopimaskine, men jeg var ikke den eneste (jeg er dog meget interesseret i at vide hvor kopierne er nu), og der blev helt sikkert festet hårdt. Men det har sin årsag. Jeg var nemlig lige kravlet over den målstreg med juleferie-banneret henover. Og det kan godt være, at jeg havde foretrukket en anden målstreg - den med Snøflen som præmie - men dette er da trods alt en målstreg. Og den var tiltrængt.

Trommehvirvel....

.... VI ER NUMMER 1 på ventelisten! Indenfor den sidste måned er det lykkedes både nummer et og to at blive matchet, og det efterlader så os med den tvivlsomme ære at indtage førstepladsen på ventelisten. En førsteplads jo tak, men excuse me, at jeg ikke lige går amok i glædesrus og ikke ligefrem har armene i vejret. Det eneste vi er nummer et i, er jo sådan set disciplinen at være dårligst til at blive valgt som forældre til barn nummer to. Lidt vel dramatisk? Jo sikkert, men ikke desto mindre, er det cirka den bitre smag, man sidder med i munden.

Håbet svinder

Det var vist det. Det kan ikke længere nåes at hente en snøffel hjem inden jul. Vi må indstille os endeligt på at det tidligst kan blive sidst i januar at familieforøgelsen kan ske.

>(¤=!#""#?!!¤>¤/!!¤"!#!*!

Så skal der eddermame krydses fingre!

Nummer 2 har fået barn - pladsen lige foran os. Der er 3 hverdage tilbage inden det er for sent at nå det inden sydafrikaformidlingen går på sydafrikansk sommerferie. Kunne der være mere end et match i denne omgang? Kunne der være et til os også?

Vær søde at krydse fingre, tæer, lemmer...

Opskriften på en krise

Man tager en isvinter og erkendelsen af at den varer 3 måneder endnu, dage med dagslys af en varighed på en mellemlang prut, en upcoming jul som 3 og ikke 4, et presset arbejdsliv, en storebror in spe som står overfor x antal allergi- og astmarelaterede undersøgelser, og en sydafrikaformidling hvor der kommer børn, men ikke til os. Tja, så får man undertegnedes tilstand: deprimeret og deprimerende, udkogt og udtjent, træt og trist, skruk og snøffelsavnende.

Næste gang...

...jeg pakker en kuffert, håber jeg, at turen går til den sydafrikanske sommer og ikke til Portugal som nu. Tidligt onsdag morgen drager jeg og mine 80 kolleger til Lissabon på lærertur til den portugisiske vinter, der byder os på lækre 23 grader. Åh, hvor jeg håber at mine sommerkjoler bliver luftet i Sydafrika næste gang. Mon ikke man bliver nødt til at ringe til Tina hos AC imorgen, bare lige for at være sikker på, at der ikke ligger en grund til at blive hjemme på hendes skrivebord...?

Mavepumper

Jeg skylder en nyhed. Eller dvs en anti-nyhed. Vi har nemlig fået at vide af AC og Impilo i Sydafrika at ny lovgivning på adoptionsområdet i Sydafrika stadig betyder en voldsom forhaling af formidlingen af børn til international adoption, selvom lovgivningen blev indført i foråret. Vi ved ikke ret meget mere, andet end det hjerteskærende faktum at der ligenu er masser af masser af dejlige små børn, som bare venter på, at det juridiske falder på plads, så de endelig kan blive hentet af deres nye forældre, og desværre er det slet ikke usandsynligt, at vores lille snøffel allerede har været matchet i månedsvis og nu bare "hænger i systemet". Et enkelt barn er dog på en eller anden måde sluppet i gennem systemet, så vi nu er rykket til plads nummer 4. Nu er det så bare at forholde sig til meldingen om, at vi ikke skal regne med, der sker noget i løbet af de næste par måneder, så vi forsøger at ruste os til at runde endnu en jul som tre og ikke fire.

Der gik man så og var mentalt højgravid, indtil terminen pludselig blev rykket et uvist antal måneder ud i fremtiden. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg hater ret så meget på min status som ventende på Sydafrikalisten ligenu. Så tæt på... Og dog så langt fra...

Status på ventesituationen

Jeg skylder vist en update på formidlingen - også selvom den ikke er så munter, som jeg kunne ønske mig.
Det forlød fra alle leder og kanter, uofficielle og officielle kanaler, at der efter VM ventede os et sandt baby boom. Med et par måneders stilstand og så en måneds VM, burde der jo være unger nok at formidle. Men indtil videre er det kun et enkelt barn som er bragt i forslag, så vi nu er nummer fem på listen. Hardly, et baby boom. Så jeg prøver jeg at indstille mig på, at jeg alligevel nok bliver nødt til at starte et nyt skoleår, nye klasser, ny planlægning, uden nogen vished om hvornår forløsningen kommer. Det svider.

Bold før baby

Så er det sikkert og vist. Ingen Snøflen før efter VM. Det kan ikke længere nåes at få barn i forslag og rejse ud og hjem inden VM. Det er okay. Vi har haft lidt tid at vænne os til tanken nu efter et par måneder med en aldeles inaktiv venteliste.
Vi håber der ikke ligger en bebs i Sydafrika matchet til os, som må vente fordi der er nogle der skal trille rundt med en bold først. D. 11. juli åbner formidlingen igen i Sydafrika og så kan de være sikre på at jeg står klar med kufferterne.

Ikke meget nyt under regnvejrsskyerne

Vi skriver den 15. maj og der er ikke meget nyt at berette om formidlingen fra SA. Et enkelt barn er der kommet, gudskelov til en familie som har ventet grusomt længe. Men vi må jo sande at deadline for at nå det inden VM lurer faretruende tæt på i horisonten. De sidste par uger har ikke været decideret sjove med kolleger der bliver mere og mere nysgerrige og spørgelystne, og et arbejde der forventer svar på spørgsmål om klasser og arbejdsbelastning næste skoleår. Svar som jeg ikke kan give. Samtidigt er det ambivalent, for hvorend meget vi gerne ville smide alt hvad vi har i hænderne for at hente Snøflen hjem, så ville det ligenu gå ud over kolleger og elever, der pludselig ville stå med mine eksaminer. Så vi ruster os og er indstillede på at vores sommer ikke bliver byttet ud med sydafrikansk vinter, men håber så til gengæld inderligt på at forlydender om travlhed og mange børn efter VM kommer til at holde stik, så vi ikke skal vente længe derefter.

Velkommen til Sydafrikalisten i en nøddeskal

Først vælter det ind med børn, og man indstiller sig på, at det nok er lige om lidt nu nu nu de ringer. Og hvad sker der? Nada. Zip. Absolut nul og niks og ingenting. Det er nu en måned siden, der sidst kom et enkelt barn i forslag, og før det havde der også været stilhed i noget tid. Så sidder man lige der og tænker, hvorfor man dog lod sig rive med. Vi undrer os over de manglende børn og bider tænderne sammen. Velmenende og nysgerrige kolleger, der også undrer sig over, at jeg stadig arbejder, holdes fra livet. "Nej, vi ved ikke noget, før de ringer". Og sådan er det. Vi ved ingenting. Der var bare lige en overgang, hvor vi bildte os ind at vide noget. Snydt igen.

Dyb indånding

Påskeferien går på hæld. I morgen starter livet i verden udenfor igen og for første gang bider ventetiden en smule.

Da det begyndte at vælte ind med børn efter nytår lod vi os rive med og regnede nok med at vi til påske ville være ved at pakke kufferterne - eller måske endda ved at pakke dem ud efter Sydafrika. Men nej. Selvom formidlingen i år stadig må betegnes som enestående, så står vi der jo endnu, og må nu tage en dyb indånding og tage hul på post-påske-ventetiden. Det har betydet at mange ting, især i forhold til arbejdet har måttet nytænkes og omdefineres. Det betyder også, at det nu er sidste chance for at nå at få snøflen i forslag og gennemføre henterejsen inden Impilo - organisationen i Sydafrika - lukker ned for formidlingen under VM. Dvs. at telefonen skal ringe indenfor de næste 4-5 uger hvis vi skal nå at være hjemme igen inden de lukker i Sydafrika fra d. 11. juni til d. 11. juli.

Så vi ruster os. Og holder telefonen indenfor rækkevidde...

En mail med indbygget spænding!

Denne mail fra vores adoptionsrådgiver tikkede ind i går. Og jeg skal da lige love for, at den fik spændingen til at stige, og hovederne til at snurre med teorier og gode forventninger.

Hvorfor skal de dog vide det? Tja, den mest sandsynlige årsag er vel at de vil til at matche os - dvs bestemme hvem der skal være vores lillesøster m/k! Matchningen i SA er jo - i hvert fald til en vis grad - personlig, hvilket vil sige at de kigger på os som familie og vurderer hvilket barn der kunne passe til os. Jeg kunne godt forestille mig at en faktor de ville inddrage i den beslutning var Hugos sydafrikanske stamme, som er at se ud fra navnet.

Men det er jo bare spekulationer. En ting er dog sikkert: de har haft fat i vores sag, og det er grande i sig selv. Måske er forløsningen nær... Det er i hvert fald pludseligt, og lykkeligvist, blevet meget virkeligt, at der går mennesker rundt i Sydafrika, hvis job det er at bestemme, hvem Snøflen ender med at være.

Nå jo, og så er vi forresten rykket to pladser mere!

Vi venter!

Jeg skylder nogle ord. Siden sidst har AC modtaget socialrapporten og vi er nu indplaceret på ventelisten som nummer 53. Eller det vil sige, det bliver vi. Det er nemlig sådan at AC opdaterer listen en gang om måneden, midt på måneden, så om en god uges tid vil vi for første gang kunne se vores journalnummer nederst på listen. Lykkeligvis er der allerede kommet to børn i forslag til de øverste på listen siden AC modtog vores godkendelse, så faktisk kommer vi til at stå nummer 51 ved opdateringen. Det er fedt at have indtaget venteposition sådan rigtigt.

Hugo fatter selvfølgelig briller af al den snak om Lillesøster m/k, som snøflen vist har taget navneforandring til. Det han ved er at Pingu har en lillesøster, deraf navneforandringen, så barnet bliver nok slemt skuffet når han finder ud af at det ikke er en lille modellervokspingvin vi skal hente i Sydafrika.

Siden sidst har vi også været et smut i Berlin. Fire dage i lækker lejlighed i en januarkold by, som er super fed og super børnevenlig. Desværre havde jeg influenza stort set under hele opholdet, hvilket betyder at jeg knap husker hvad vi lavede nogle af dagene. Vi må afsted igen, engang når det er varmere.

Mens vi venter... på at vente!

Hvor ville jeg gerne berette om glæden ved at se sit nummer for enden af ventelisten, men ak, det må vente. Vi og AC venter stadig på socialrapporten - en samlet rapport over alle vores informationer fra godkendelsen - og før den lander på ACs skrivebord kommer vi ikke på listen. Om et par dage er det to uger siden vi blev godkendt, og det ville være løgn hvis jeg sagde at lige præcis denne ventetid ikke er særligt frustrerende. Man bliver jo for sulan ikke godkendt for at have papir på foældreevnen, men sgu da for at komme på ventelisten.

Det har været lidt specielt at mærke ventefølelserne blive kørt i stilling igen - ingen tvivl om at vi nu er i gang igen. Lad os håbe det bliver smooth sailing.

Jeg håber at vende tilbage i løbet af ugen med nyheden om at rutshebanen er sat igang...

It's official - vi venter os!

...fra Sydafrika!

Vores sag var i går på samråd og hey-hey, vi er godkendt! Lige så snart Statsforvaltningen meddeler AC dette, så ryger vi på venteliste igen. Lad den bare komme an! For enden befinder snøflen sig nemlig.

På den igen

Først kom trøflen. Engang kommer snøflen. Snøflen bliver Hugo Thabisos lillebror eller lillesøster og vil ligesom ham være født i Sydafrika.

I marts 2007 indtog Hans Kongelige Højhed Røvbananen vores liv og væltede os omkuld med hele hans væsen. I lang tid var det umuligt at forestille sig, at der kunne være plads til andre børn i vores hjerter, sådan som ham Hugo fyldte. Men langsomt blev vi klar over, at det jo bare er et spørgsmål om at bygge ud. Før sommerferien 2008 gik vi således i gang med at indhente, udfylde og underskrive papirer, så vi endnu engang kunne blive godkendt og komme på venteliste. Papirerne blev sendt afsted d. 1. august, og nu hvor vi har overstået et par lange sygemeldinger fra sagsbehandleren, så forventer vi at blive godkendt d. 7. januar.

Men vejen til snøflen bliver ikke helt den samme som vejen til trøflen. Vi har nemlig valgt at skifte fra Danadopt til AC Børnehjælp som vores formidlingsbureau. Vi var rigtigt ærgelige over den måde DA forvaltede deres ansvar på og kommunikerede (eller ikke kommunikerede) med adoptanterne under vores proces. I bund og grund havde vi ikke tillid til dem. Det, sammenholdt med en væsentlig forskel i formidlingsgebyrerne, gjorde at vi hoppede af DA-toget. Men det var nu ikke noget nemt valg, for med fravalget af dem fulgte også et fravalg af den sydafrikanske organisation, som de samarbejder med, og som jo formidlede Hugo til os. Dvs et fravalg af en pakke, vi kender, muligvis en snøffel fra samme fine børnehjem, et ophold i SA hvor Hugo og vi ville have mulighed for at samle nogle tråde fra sidste gang, og en matchning af en lille ny som nogle mennesker ville have gjort sig meget umage med passede til os. Med AC ved vi ikke, hvad vi får. Men det er okay, for hvem ved nogensinde det? Jeg ved bare, at snøflen finder os, uanset hvordan vi finder snøflen. Vi glæder os uendeligt meget til at starte det hele helt forfra og til at lære et nyt, lille sprødt menneskebarn at kende endnu engang.

Men vi må vente lidt endnu. 1 til 2 år hvis du spørger AC. Lige præcis så lang tid som vi også gerne vil give Hugsen til at fylde og til at blive klar til indtagelsen af titlen som storebror og røvbanans-mentor. Og det er derfor, vi er her på bloggen. Her ventes der. Du er velkommen til at vente med.