Og et børnehjemsbarn flytter ud...

Langsomt men sikkert, og meget lykkeligt, er Buster begyndt at skrælle lagene af børnehjemsadfærd af sig. Ja, han har været på et fint og omsorgsfuldt børnehjem, men et børnehjem er stadig et børnehjem, og ethvert barn der har været igennem det Buster har vil udvikle en række adfærdsstrategier, som er tilpasset den situation han er havnet i. Den adfærd er Buster ved at lægge fra sig til fordel for, ja, bare at være Buster, vores søn. Han skal lære at vi, og kun vi, er hans forældre, og hvad det indebærer. Eksempelvis gik der mange dage før han begyndte at græde, når han slog sig. Han skulle lige finde ud af, at vi faktisk var der hver gang til at trøste ham. Efter vi er kommet hjem er han også blevet meget mere modig, og vi har fået mange flere facetter af hans farverige personlighed at se, også mere af den sure og kede af det Buster. Og det er faktisk en forrygende tillidserklæring. På samme måde kan det godt være, at det var virkeligt bekvemt at han i Sydafrika stort set sov igennem hver nat, og at det er rigtigt hårdt, at den regelmæssighed ikke længere gør sig gældende, MEN den er samtidig et udtryk for, at han har fundet ud af, at vi er der til at tage os af ham, når han vågner. Og så er det at fremmede ses an med skepsis et dejligt tegn på, at han er ved at forstå, at alle voksne ikke er lige gode i forhold til at drage omsorg for ham, men at det er lige præcis os, der er hans forældre. Det er faktisk en ret mageløs udvikling at være vidne til. Og ikke at forglemme, så flytter han jo også længere og længere ind under huden på os.

Så glad barnefaderen blev da babyen blev iført denne body...

Og så kommer han omkring den lille. På sine to små, tykke, lækre ben, vel at mærke. Akkurat som Hugo, var 10 måneder, alt han behøvede til at lære at mestre kunsten at gå. Det er et virkeligt underholdende syn. Jeg arbejder stadig på at indsamle passende videodokumentation, så vær tålmodige.

Barnets første legedate er det også blevet til. Aksel Ezekiel af Kildevang lagde hus til, og det var fryd og gammen. Og bestemt ikke sidste gang de to røvbananer får glæde af hinanden.

Banditterne fanget i et afklædt øjeblik - Buster skynder sig dog at dække de ædlere dele med det forhåndenværende stykke legetøj

Vi har ham!

Kl. 11 i formiddags forlod vi TLC med Buster. Vi har ham!

For bare 8 dage siden vidste vi end ikke at han ventede på os, og nu ligger der to lækre drenge i hver sin størrelse og sover på et værelse i Johannesburg, og jeg er deres mor. Det er forunderligt hvordan en familie som vores bliver til. Et par års "graviditet", en uges tid i fødsel, og så har man en lille tumling. Men processen der ligger foran os ligenu er mindst lige så forunderlig. Det er først nu vi skal lære hinanden at kende, og det hele er så nyt og sprødt. Følelserne skal have tid til at vokse. Allermest er der ligenu en kæmpe ømhed for den lille dreng der er blevet os betroet. Sådan var det også med Hugo. Men det er Buster der skal gøre det meste af arbejdet. Det er ham der skal lære at stole på at vi ikke bare er endnu et stoppested, men hans familie, og alt hvad det indebærer. Det er ikke nogen lille opgave for et lille menneske. Men tilknytningen bliver stærkere og større og dybere for hver dag der går. Og vi glæder os til hver af de dage.

I dag, vores første dag sammen, så'n rigtigt, er det gået så fint. Min lille Gugi-cookie har spist og spist med stor vellyst og ligger nu og prutter i sin seng. Vi har leget i haven og bare været i hinandens selskab. Han er så sød og sjov, og der kommer flere og flere funny faces og lyd på. Han har også været modig og vist at han var ked af det et par gange, men kunne heldigvis trøstes, og det var rart. Vi håber vores første nat sammen forløber lige så fint.