Et nyt kapitel

I morgen starter et nyt kapitel i vores post-Buster-tilværelse. Daddy starter på arbejde. Efter at have været mandsopdækket af både mor og far, må Buster i morgen nøjes med mor. Men også Hugo, som jo trods alt har gået i børnehave må indstille sig på forandringer. Fra nu af får han følgeskab af Buster når der skal bringes og hentes, og eftermiddagene indtil farmand kommer hjem vil nok blive præget af lidt mindre fri leg og lidt mere indkøb/madlavning/planlægnings-tjuhej.

Det har været en uvurderlig tid. Et frirum hvor vores eneste fokus var børnene. En tid der føltes som en lang overspringshandling, men som faktisk bare var en hel legitim frihed fra pligter, arbejde, logistik. Det har været en gave.

Foran mig ligger nu syv måneders barsel med Buster. Til jul tager Erik over, frem til 1. marts. Og på et eller andet tidspunkt mellem jul og marts skulle Buster gerne have fået den ønskede vuggestueplads, og der venter os så en hel bunke logistiske udfordringer, men det er en hel anden historie, og den tid, den sorg, ikke sandt?

I mellemtiden får jeg fornøjelse af at have ansvaret for disse to rollinger mellem kl 7 og 17 hver dag.

Det kan da ikke gå helt galt, vel?

Hip hurra - det' din fødselsdag!

Buster-balladen... I dag blev du 1 år. For et år siden på Baragwanath Hospital kom du til verden og en modig og stærk kvinde traf sit livs sværeste beslutning - at give dig et liv hos os. I dag, også i dag, har vi sendt hende mange kærlige og taknemmelige tanker. Og du er blevet forkælet og fejret og kysset i dag, min lille tumling. Din storebror og dine fætre og moster og mormor har besøgt dig og leget med dig så du blev helt træt. Du kunne ikke lide lagkagen men til gengæld elskede du din nye gynge og den fine snurretop som Roswita, den søde dame der passede dig på børnehjemmet, havde sendt helt fra Østrig. Det er dejligt for din mor og far at vide hvor elsket du var inden vi fik dig og det blev vores tur.

For lækker til 0 år

To drenge

Jeg må af og til knibe mig selv i armen. Hvordan har jeg været så heldig at få lov at blive mor til to så mageløse eksemplarer af menneskeracen? To så uendeligt vidunderlige og umådeligt forskellige drengebørn. Jeg fattes ord.

Ældsten med hans sårbare og sensitive sjæl. Min store, kloge og følsomme dreng, med en evne til empati og menneskelig indføling, der gang på gang lægger mig ned. Med en evne til at mærke hver en følelse, der rører sig i ham og udtrykke den i ord. En tænksom sjæl uden filter, der tager sine livsvilkår ind med nøjsom refleksion. Han kæmper en kamp med at komme overens med det der blev hans historie - og han skal nok vinde den. Nok er han følsom, men han er også en fighter. Og megasej! Og sjov. Og åh så smuk og sød og omsorgsfuld. Og han gør mig mere stolt end nogen nogensinde har gjort.

Og Yngsten... Et lille menneske med en stor personlighed. En personlighed der afdækkes mere og mere af og med en sjæl, der stadig finder vej længere og længere ind under morens hud. En dreng der kan fylde og indtage et rum med sin umiskendelige tilstedeværelse - nysgerrighed og uimodståelige charme. Et lille drengebarn der allerede har vadet ind i så mange hjerter. Let til latter, let til bens, let til livet. Han har reageret på de omvæltninger hans korte liv har budt ham med dels en række sunde og forståelige og tydeligt læsbare reaktioner og dels med et overskud, som kun et menneske med styrke og resiliens vil kunne. Jeg kan slet ikke vente og glæder mig bare så meget til at se, hvordan sådan en lille vild brumbasse bare forsat vil indtage hele verden - og lægge den ned.