En mail med indbygget spænding!

Denne mail fra vores adoptionsrådgiver tikkede ind i går. Og jeg skal da lige love for, at den fik spændingen til at stige, og hovederne til at snurre med teorier og gode forventninger.

Hvorfor skal de dog vide det? Tja, den mest sandsynlige årsag er vel at de vil til at matche os - dvs bestemme hvem der skal være vores lillesøster m/k! Matchningen i SA er jo - i hvert fald til en vis grad - personlig, hvilket vil sige at de kigger på os som familie og vurderer hvilket barn der kunne passe til os. Jeg kunne godt forestille mig at en faktor de ville inddrage i den beslutning var Hugos sydafrikanske stamme, som er at se ud fra navnet.

Men det er jo bare spekulationer. En ting er dog sikkert: de har haft fat i vores sag, og det er grande i sig selv. Måske er forløsningen nær... Det er i hvert fald pludseligt, og lykkeligvist, blevet meget virkeligt, at der går mennesker rundt i Sydafrika, hvis job det er at bestemme, hvem Snøflen ender med at være.

Nå jo, og så er vi forresten rykket to pladser mere!

Status på en fredag

Endnu et barn nåede at blive bragt i forslag i sidste uge - denne gang til familien lige foran os på listen!

Således er denne min vinterferie blevet tilbragt på plads nummer 13 og i den sædvanlige uge 7 tilstand, der handler om en umulig balance mellem at dårlig samvittighed over ikke at arbejde nok og ikke at være sammen med Hugo nok. I dag har lillelorten dog været hjemme med årtiets ondeste hoste og småfeber, og vi har tilbragt dagen i skøn forening med Thomas o'Malley og Duchess - som i øvrigt er den Aristocat Hugo helst vil være. "Hun har jo lyserød sløjfe". Så sandt, min dreng.

Min ventefælle

Ventetiden denne gang har været meget anderledes, end da vi ventede på Hugo. En ting er dog, som det var sidst: jeg har en ventefælle. Dengang ventede hun på ACs Sydafrikaliste og vi på Danadopts Sydafrikaliste. Vi fulgtes hele vejen op ad hver sin liste og en lørdag i Pretoria for snart tre år siden, modtog jeg, den nybagte mor til Hugo, opringningen om at ventetiden for hende også var slut, og at der for enden af den havde ventet dem en lille dreng. De hentede ham i Durban to dage efter, vi vendte hjem med Hugo.

Vi fulgtes ad på ventelisten, og vi fulgtes ad gennem barslen i al dens søvnløshed, bekymringer og lykke. Vi blev hinandens familier, og vores drenge blev hinandens brødre.

Hun er nemlig vores Tante Mette. Hugo forguder hende, og det gør vi andre egentlig også. Denne gang står Mette godt nok ikke på venteliste selv. Men hun venter ligeså inderligt, som vi gør. Tante Mette skal nemlig med til Sydafrika. Vi er hende så taknemmelige over, at hun vil hellige sig opgaven som praktisk gris og Hugos yndlingstante og rejse helt til Sydafrika i en hel uge og undvære sin egen familie - for vores skyld. Hun gør det med glæde. Men den står ikke mål med vores. Tante Mette, tak!

Nr. 11... Banko!

Fandme om ikke også nummer 11 igår blev trukket ud og fik barn i forslag. Vi er nu nummer 14! Det er for alvor ved at blive virkeligt at Hugos status som storebror er lige om hjørnet.

Endnu et barn!

Smid da bare lige et barn mere oveni hatten - denne gang til nummer 6. Shit, det går huuuuuurtigt!

Så er vi nummer 15...

Sådan her ser det ud...

når man i høj fart nærmer sig en billet til Sydafrika:


Placering/journalnummer:

1 16906
2 16408 Ønsker at adoptere udvalgt barn
3 17046
4 17053
5 16833 Ønsker at adoptere udvalgt barn
6 17133
7 17118 Ønsker at adoptere udvalgt barn
8 16333
9 16251
10 16528 Ønsker at adoptere udvalgt barn
11 17150
12 15748
13 16235
14 15985
15 16233
16 15949
17 16978
18 17040
19 17132
20 17005

Siden formidlingen startede op efter den sydafrikanske sommerferie sluttede sidst i januar, er der allerede kommet 4 børn. Det betyder, at vi nu efter at have fået vores sag sendt ud midt i januar er uofficielt nummer 16, (det er os med det røde nummer). Og så skal det lige siges, at der altså er 50 mere på ventelisten efter os, så endnu engang må vi konstatere, at vi har ramt et heldigt tidspunkt at komme på ventelisten. Der var kun 50 i alt, da vi startede turen ned ad listen og mod snøflen.

Skulle det fortsætte i præcis samme tempo, så går vi fra 3 til 4 i maj. Lad os se, om der går så længe...

Psssst...

Er der nogen? Hvordan var det lige, der pludselig var gået et år siden sidste indlæg? Det er vist på tide at puste lidt liv i bloggen igen. Det er i hvert fald ikke fordi, det år, der er gået, ikke har været begivenhedsrigt.

En mageløs hurtig formidling fra SA sidste år resulterede i, at vi allerede i sommers blev bedt om at indsamle papirer til vores sag, hvilket ville sige, at vi var nået så langt på ventelisten, at vi kunne blive en af de 20 sager, de har liggende i SA. Det tog dog ikke lang tid for os at beslutte, at vi ikke var klar, og vi valgte derfor i stedet at sætte vores sag i bero. Det forholdt sig nemlig samtidig således, at vi var i færd med at købe et hus udenfor Århus, som vi flyttede i i oktober, midt i hvad vist kun kan betegnes som den mest heltiske tid i vores families historie.

Flytningen faldt - bevidst, af logistiske årsager - oveni Hugos runding af de 3 år og dermed børnehavestart i vores nye forstad. Det var heftigt at rykke ham op med rode - væk fra hans elskede vuggestue og hans gamle liv i lejligheden og byen. Det hjalp heller ikke, at børnehaven ikke ligefrem var et vidunderligt sted, hovedsagligt pga at den var helt nystartet, men også fordi de efter gentagne svigt ikke syntes i stand til at håndtere Hugos fødevareallergier. Heldigvis går det nu meget bedre, og vi har fået genoprettet tilliden til, at det egentlig er et okay sted for ham at være.

Midt i flytning og børnehavestart fandt jeg mig selv i spidsen for et kæmpe projekt på arbejdet, hvor jeg havde ansvaret for at lede skolen og 20 lærere til at blive godkendt som IB World School. En omfangsrig og omstændig proces, som godt nok endte lykkeligt, men som trak alt for store veksler på mig og på familien.

Så det var helt rigtig at vi satte projekt lillesøster m/k på hold indtil vi allesammen fandt vores ben i vores nye tilværelse. Da der begyndte at falde ro over tropperne før jul fik vi samlet papirerne sammen, og midt i januar i år fik vi sendt vores sag afsted til SA! (Indsæt selv smiley med store øjne og tilbageholdt åndedræt her). Det betyder jo, at vi nu kan blive ringet op i morgen, eller måske om et halvt år, vi ved det ikke. Men vi prøver at være klar til at smide, hvad vi har i hænderne for at hente snøflen hjem til Løgten. Og vi glæder os!

Lidt pics fra vores første tid i forstæderne.

Det er benhårdt at gå i børnehave...