Min ventefælle

Ventetiden denne gang har været meget anderledes, end da vi ventede på Hugo. En ting er dog, som det var sidst: jeg har en ventefælle. Dengang ventede hun på ACs Sydafrikaliste og vi på Danadopts Sydafrikaliste. Vi fulgtes hele vejen op ad hver sin liste og en lørdag i Pretoria for snart tre år siden, modtog jeg, den nybagte mor til Hugo, opringningen om at ventetiden for hende også var slut, og at der for enden af den havde ventet dem en lille dreng. De hentede ham i Durban to dage efter, vi vendte hjem med Hugo.

Vi fulgtes ad på ventelisten, og vi fulgtes ad gennem barslen i al dens søvnløshed, bekymringer og lykke. Vi blev hinandens familier, og vores drenge blev hinandens brødre.

Hun er nemlig vores Tante Mette. Hugo forguder hende, og det gør vi andre egentlig også. Denne gang står Mette godt nok ikke på venteliste selv. Men hun venter ligeså inderligt, som vi gør. Tante Mette skal nemlig med til Sydafrika. Vi er hende så taknemmelige over, at hun vil hellige sig opgaven som praktisk gris og Hugos yndlingstante og rejse helt til Sydafrika i en hel uge og undvære sin egen familie - for vores skyld. Hun gør det med glæde. Men den står ikke mål med vores. Tante Mette, tak!