Det går forrygende!

Som tidligere skrevet kom vi på ventelisten som nummer 53. Da listen så blev opdateret for en uges tid siden var der imellemtiden kommet to børn, og der var desuden to som havde forladt listen af ukendte årsager. Derfor indtog vi ved opdateringen en smuk plads som nummer 49. I løbet af den sidste uges tid er der så igen matchet børn - hele to styks - så nu er vi uofficelt allerede nummer 47. Ydermere forlyder det på rygtebørsen at endnu et barn er matchet men ikke offentliggjort endnu. Så det går helt forrygende. Det er en fornøjelse at være på så aktiv en venteliste.

Når vi kommer ned omkring nummer 30, så vil vi blive bedt om at samle en masse dokumenter sammen, således at vi får vores sag sendt til Sydafrika når vi rammer nummer 20. Derfra kan det i teorien være når som helst at Snøflen - nu bedre kendt som Lillesøster m/k - bliver matchet til vores lille familie. I praksis er det dog mest almindeligt at der bliver matchet i top 5-10-stykker. En stor fordel, synes jeg, og noget som er lidt anderledes end proceduren sidste gang hos DA/Abba Adoptions.

Det var så lidt oplysning til folket.

Idag har der i øvrigt været fastelavn og jeg havde lavet et lille og helt uambitiøst mariehøne-kostume til Hugo. Men jeg kan ikke fremvise et eneste billede af barnet iført prikkerne. Han er småsyg og nægter at have det på. Særligt hatten med følehornene. Ja, jeg har faktisk ikke engang set ham i det, men det forlyder fra barnefaderen at han iførte Hugo det i morges i vuggeren, men det holdt vist ikke længe. Det er et utaknemmeligt job at lave fastelavnskostumer...

Glimt fra en weekend

Mens vi venter på at AC i morgen opdaterer ventelisten - med vores nummer på - er her et par pics fra en ganske almindelig weekend med vores ganske ualmindelige barn.

Meget mærkeligt barn...

Vi venter!

Jeg skylder nogle ord. Siden sidst har AC modtaget socialrapporten og vi er nu indplaceret på ventelisten som nummer 53. Eller det vil sige, det bliver vi. Det er nemlig sådan at AC opdaterer listen en gang om måneden, midt på måneden, så om en god uges tid vil vi for første gang kunne se vores journalnummer nederst på listen. Lykkeligvis er der allerede kommet to børn i forslag til de øverste på listen siden AC modtog vores godkendelse, så faktisk kommer vi til at stå nummer 51 ved opdateringen. Det er fedt at have indtaget venteposition sådan rigtigt.

Hugo fatter selvfølgelig briller af al den snak om Lillesøster m/k, som snøflen vist har taget navneforandring til. Det han ved er at Pingu har en lillesøster, deraf navneforandringen, så barnet bliver nok slemt skuffet når han finder ud af at det ikke er en lille modellervokspingvin vi skal hente i Sydafrika.

Siden sidst har vi også været et smut i Berlin. Fire dage i lækker lejlighed i en januarkold by, som er super fed og super børnevenlig. Desværre havde jeg influenza stort set under hele opholdet, hvilket betyder at jeg knap husker hvad vi lavede nogle af dagene. Vi må afsted igen, engang når det er varmere.

Mens vi venter... på at vente!

Hvor ville jeg gerne berette om glæden ved at se sit nummer for enden af ventelisten, men ak, det må vente. Vi og AC venter stadig på socialrapporten - en samlet rapport over alle vores informationer fra godkendelsen - og før den lander på ACs skrivebord kommer vi ikke på listen. Om et par dage er det to uger siden vi blev godkendt, og det ville være løgn hvis jeg sagde at lige præcis denne ventetid ikke er særligt frustrerende. Man bliver jo for sulan ikke godkendt for at have papir på foældreevnen, men sgu da for at komme på ventelisten.

Det har været lidt specielt at mærke ventefølelserne blive kørt i stilling igen - ingen tvivl om at vi nu er i gang igen. Lad os håbe det bliver smooth sailing.

Jeg håber at vende tilbage i løbet af ugen med nyheden om at rutshebanen er sat igang...

It's official - vi venter os!

...fra Sydafrika!

Vores sag var i går på samråd og hey-hey, vi er godkendt! Lige så snart Statsforvaltningen meddeler AC dette, så ryger vi på venteliste igen. Lad den bare komme an! For enden befinder snøflen sig nemlig.

På den igen

Først kom trøflen. Engang kommer snøflen. Snøflen bliver Hugo Thabisos lillebror eller lillesøster og vil ligesom ham være født i Sydafrika.

I marts 2007 indtog Hans Kongelige Højhed Røvbananen vores liv og væltede os omkuld med hele hans væsen. I lang tid var det umuligt at forestille sig, at der kunne være plads til andre børn i vores hjerter, sådan som ham Hugo fyldte. Men langsomt blev vi klar over, at det jo bare er et spørgsmål om at bygge ud. Før sommerferien 2008 gik vi således i gang med at indhente, udfylde og underskrive papirer, så vi endnu engang kunne blive godkendt og komme på venteliste. Papirerne blev sendt afsted d. 1. august, og nu hvor vi har overstået et par lange sygemeldinger fra sagsbehandleren, så forventer vi at blive godkendt d. 7. januar.

Men vejen til snøflen bliver ikke helt den samme som vejen til trøflen. Vi har nemlig valgt at skifte fra Danadopt til AC Børnehjælp som vores formidlingsbureau. Vi var rigtigt ærgelige over den måde DA forvaltede deres ansvar på og kommunikerede (eller ikke kommunikerede) med adoptanterne under vores proces. I bund og grund havde vi ikke tillid til dem. Det, sammenholdt med en væsentlig forskel i formidlingsgebyrerne, gjorde at vi hoppede af DA-toget. Men det var nu ikke noget nemt valg, for med fravalget af dem fulgte også et fravalg af den sydafrikanske organisation, som de samarbejder med, og som jo formidlede Hugo til os. Dvs et fravalg af en pakke, vi kender, muligvis en snøffel fra samme fine børnehjem, et ophold i SA hvor Hugo og vi ville have mulighed for at samle nogle tråde fra sidste gang, og en matchning af en lille ny som nogle mennesker ville have gjort sig meget umage med passede til os. Med AC ved vi ikke, hvad vi får. Men det er okay, for hvem ved nogensinde det? Jeg ved bare, at snøflen finder os, uanset hvordan vi finder snøflen. Vi glæder os uendeligt meget til at starte det hele helt forfra og til at lære et nyt, lille sprødt menneskebarn at kende endnu engang.

Men vi må vente lidt endnu. 1 til 2 år hvis du spørger AC. Lige præcis så lang tid som vi også gerne vil give Hugsen til at fylde og til at blive klar til indtagelsen af titlen som storebror og røvbanans-mentor. Og det er derfor, vi er her på bloggen. Her ventes der. Du er velkommen til at vente med.