Velkommen til Sydafrikalisten i en nøddeskal

Først vælter det ind med børn, og man indstiller sig på, at det nok er lige om lidt nu nu nu de ringer. Og hvad sker der? Nada. Zip. Absolut nul og niks og ingenting. Det er nu en måned siden, der sidst kom et enkelt barn i forslag, og før det havde der også været stilhed i noget tid. Så sidder man lige der og tænker, hvorfor man dog lod sig rive med. Vi undrer os over de manglende børn og bider tænderne sammen. Velmenende og nysgerrige kolleger, der også undrer sig over, at jeg stadig arbejder, holdes fra livet. "Nej, vi ved ikke noget, før de ringer". Og sådan er det. Vi ved ingenting. Der var bare lige en overgang, hvor vi bildte os ind at vide noget. Snydt igen.

Dyb indånding

Påskeferien går på hæld. I morgen starter livet i verden udenfor igen og for første gang bider ventetiden en smule.

Da det begyndte at vælte ind med børn efter nytår lod vi os rive med og regnede nok med at vi til påske ville være ved at pakke kufferterne - eller måske endda ved at pakke dem ud efter Sydafrika. Men nej. Selvom formidlingen i år stadig må betegnes som enestående, så står vi der jo endnu, og må nu tage en dyb indånding og tage hul på post-påske-ventetiden. Det har betydet at mange ting, især i forhold til arbejdet har måttet nytænkes og omdefineres. Det betyder også, at det nu er sidste chance for at nå at få snøflen i forslag og gennemføre henterejsen inden Impilo - organisationen i Sydafrika - lukker ned for formidlingen under VM. Dvs. at telefonen skal ringe indenfor de næste 4-5 uger hvis vi skal nå at være hjemme igen inden de lukker i Sydafrika fra d. 11. juni til d. 11. juli.

Så vi ruster os. Og holder telefonen indenfor rækkevidde...