At overleve julen

Det er mig en gåde, hvordan vi overlever år efter år. Først er der gavekøb efter møjsommeligt studerede lister i køer med folk, der hoster og lugter, og man fryser, og det duer ikke at købe præcis det, der er på listen, for det er upersonligt, men ve den der tror, man bare kan købe hvad som helst. Så rakker man land og rige, eller i hvert fald den jyske del af provinsen, rundt i bil i snestorm på isglatte veje. Så sidder man der og hygger sig, gør man, og spiser svin i alle dens svinagtige arterie-tilfedtende afskygninger. Mens man sidder der og snakker om Bornholm, so help me God, skal man finde ud af, om man er lettet eller fornærmet over, at ingen taler om den 2½ års mentalt-gravide mave, man render rundt med. Er det virkelig kun mig, der kan se den? Og når det hele er overstået, skal man samle julepsykotisk barn op ad post-julegave-depressionen og hjælpe ham til at se, at et liv uden pebernødder og kalendergaver vel kan være ligeså godt, bare vi har kvalitetetstid sammen, ik?

Helt ærligt. Det er sgu da hårdt arbejde, det der jul.

Det kan ikke afvises...

...at jeg kom til at drikke bobler af flasken (læs: flaskerne) i 14 stive timer i fredags. Og der blev muligvis skidt ret flot på forfængelighed på dansegulvet i strømpefødder. Og muuuligvis var min barm en overgang at finde i en kopimaskine, men jeg var ikke den eneste (jeg er dog meget interesseret i at vide hvor kopierne er nu), og der blev helt sikkert festet hårdt. Men det har sin årsag. Jeg var nemlig lige kravlet over den målstreg med juleferie-banneret henover. Og det kan godt være, at jeg havde foretrukket en anden målstreg - den med Snøflen som præmie - men dette er da trods alt en målstreg. Og den var tiltrængt.

Ikke den slags mor

Nu viste jeg jo et stk børnearbejde frem tidligere og var ved at revne af stolthed over Hugos kreative evner og den skønhed af en fyrfadsstage det endte ud i. Bare lige så I ikke tror, jeg er den slags mor, der klapper i hænderne, hver gang ungen slår en prut eller mister al kritisk sans, bare fordi en velmenende pædagogmedhjælper har afsat mit barn til en bunke papir og lim og saks. Eller ler, gran og kogler...Det her hjembragte Hugo den anden dag, for eksempel.

Skønhed inkarneret? Not so much... Men det er jo tanken der tæller.

Til gengæld kan jeg så konstatere, at jeg heller ikke er den slags mor, som holder sig for fin til at fortære den overskydende godtepose, barnet fik med hjem fra juletræsfest i dag (læg mærke til det var en ekstra pose - børn har jo ikke godt af den slags!). Hjælper det ikke lidt, at jeg ikke kun spiste slikket men også clementinen?

Trommehvirvel....

.... VI ER NUMMER 1 på ventelisten! Indenfor den sidste måned er det lykkedes både nummer et og to at blive matchet, og det efterlader så os med den tvivlsomme ære at indtage førstepladsen på ventelisten. En førsteplads jo tak, men excuse me, at jeg ikke lige går amok i glædesrus og ikke ligefrem har armene i vejret. Det eneste vi er nummer et i, er jo sådan set disciplinen at være dårligst til at blive valgt som forældre til barn nummer to. Lidt vel dramatisk? Jo sikkert, men ikke desto mindre, er det cirka den bitre smag, man sidder med i munden.

Er der noget at sige til, at jeg er skruk?

I onsdags sad en kær veninde og jeg og krydstjekkede lister. Tre dage senere skulle hun nemlig til Nigeria og indløse lykken efter fem års ventetid - verdens smukkeste lille Aksel Ezekiel. Mens vi sad der og føjede flere ting til hendes to-do liste end vi vingede af, dukkede dette billede op.

3½ måned, 64 centimeter og 6,2 kilo ren lykke. Det var Hugo Thabiso, og det var første gang vi så vores søn. Der blev husket, gjorde der.

Nå, men hør så her. Fire dage efter listetjek og nostalgitrip, nemlig i går søndag, mærker min søde veninde for første gang hvad det vil sige at bære sin søn i sin favn. Det sker lige her, og du skulle tage at kigge med. Det er stort!

Så er der egentlig noget at sige til, at jeg er skruk?

Det' sørme, det' sandt, december

Mens vi venter, daler sneen.



Og så er det jo godt at have folk til det hårde arbejde, der følger med egen parcel.





... og det sjove!





Tjek lige mors egen gamle kalendergave-klokkestreng. Det er da et lille julemirakel, at pakkenissen stadig kan finde den. Det synes Hugo også.




Skønhed og stolthed inkarneret. Er det ikke cirka det smukkeste du har set? Nok den bedste julegave jeg får i år, og den herboende nisse har selv produceret.

Håbet svinder

Det var vist det. Det kan ikke længere nåes at hente en snøffel hjem inden jul. Vi må indstille os endeligt på at det tidligst kan blive sidst i januar at familieforøgelsen kan ske.

>(¤=!#""#?!!¤>¤/!!¤"!#!*!