mandag den 23. februar 2009

Det går forrygende!

Som tidligere skrevet kom vi på ventelisten som nummer 53. Da listen så blev opdateret for en uges tid siden var der imellemtiden kommet to børn, og der var desuden to som havde forladt listen af ukendte årsager. Derfor indtog vi ved opdateringen en smuk plads som nummer 49. I løbet af den sidste uges tid er der så igen matchet børn - hele to styks - så nu er vi uofficelt allerede nummer 47. Ydermere forlyder det på rygtebørsen at endnu et barn er matchet men ikke offentliggjort endnu. Så det går helt forrygende. Det er en fornøjelse at være på så aktiv en venteliste.

Når vi kommer ned omkring nummer 30, så vil vi blive bedt om at samle en masse dokumenter sammen, således at vi får vores sag sendt til Sydafrika når vi rammer nummer 20. Derfra kan det i teorien være når som helst at Snøflen - nu bedre kendt som Lillesøster m/k - bliver matchet til vores lille familie. I praksis er det dog mest almindeligt at der bliver matchet i top 5-10-stykker. En stor fordel, synes jeg, og noget som er lidt anderledes end proceduren sidste gang hos DA/Abba Adoptions.

Det var så lidt oplysning til folket.

Idag har der i øvrigt været fastelavn og jeg havde lavet et lille og helt uambitiøst mariehøne-kostume til Hugo. Men jeg kan ikke fremvise et eneste billede af barnet iført prikkerne. Han er småsyg og nægter at have det på. Særligt hatten med følehornene. Ja, jeg har faktisk ikke engang set ham i det, men det forlyder fra barnefaderen at han iførte Hugo det i morges i vuggeren, men det holdt vist ikke længe. Det er et utaknemmeligt job at lave fastelavnskostumer...

søndag den 15. februar 2009

Glimt fra en weekend

Mens vi venter på at AC i morgen opdaterer ventelisten - med vores nummer på - er her et par pics fra en ganske almindelig weekend med vores ganske ualmindelige barn.











Meget mærkeligt barn...

lørdag den 7. februar 2009

Vi venter!

Jeg skylder nogle ord. Siden sidst har AC modtaget socialrapporten og vi er nu indplaceret på ventelisten som nummer 53. Eller det vil sige, det bliver vi. Det er nemlig sådan at AC opdaterer listen en gang om måneden, midt på måneden, så om en god uges tid vil vi for første gang kunne se vores journalnummer nederst på listen. Lykkeligvis er der allerede kommet to børn i forslag til de øverste på listen siden AC modtog vores godkendelse, så faktisk kommer vi til at stå nummer 51 ved opdateringen. Det er fedt at have indtaget venteposition sådan rigtigt.

Hugo fatter selvfølgelig briller af al den snak om Lillesøster m/k, som snøflen vist har taget navneforandring til. Det han ved er at Pingu har en lillesøster, deraf navneforandringen, så barnet bliver nok slemt skuffet når han finder ud af at det ikke er en lille modellervokspingvin vi skal hente i Sydafrika.

Siden sidst har vi også været et smut i Berlin. Fire dage i lækker lejlighed i en januarkold by, som er super fed og super børnevenlig. Desværre havde jeg influenza stort set under hele opholdet, hvilket betyder at jeg knap husker hvad vi lavede nogle af dagene. Vi må afsted igen, engang når det er varmere.