Et nyt kapitel

I morgen starter et nyt kapitel i vores post-Buster-tilværelse. Daddy starter på arbejde. Efter at have været mandsopdækket af både mor og far, må Buster i morgen nøjes med mor. Men også Hugo, som jo trods alt har gået i børnehave må indstille sig på forandringer. Fra nu af får han følgeskab af Buster når der skal bringes og hentes, og eftermiddagene indtil farmand kommer hjem vil nok blive præget af lidt mindre fri leg og lidt mere indkøb/madlavning/planlægnings-tjuhej.

Det har været en uvurderlig tid. Et frirum hvor vores eneste fokus var børnene. En tid der føltes som en lang overspringshandling, men som faktisk bare var en hel legitim frihed fra pligter, arbejde, logistik. Det har været en gave.

Foran mig ligger nu syv måneders barsel med Buster. Til jul tager Erik over, frem til 1. marts. Og på et eller andet tidspunkt mellem jul og marts skulle Buster gerne have fået den ønskede vuggestueplads, og der venter os så en hel bunke logistiske udfordringer, men det er en hel anden historie, og den tid, den sorg, ikke sandt?

I mellemtiden får jeg fornøjelse af at have ansvaret for disse to rollinger mellem kl 7 og 17 hver dag.

Det kan da ikke gå helt galt, vel?

Ikke den slags mor

Nu viste jeg jo et stk børnearbejde frem tidligere og var ved at revne af stolthed over Hugos kreative evner og den skønhed af en fyrfadsstage det endte ud i. Bare lige så I ikke tror, jeg er den slags mor, der klapper i hænderne, hver gang ungen slår en prut eller mister al kritisk sans, bare fordi en velmenende pædagogmedhjælper har afsat mit barn til en bunke papir og lim og saks. Eller ler, gran og kogler...Det her hjembragte Hugo den anden dag, for eksempel.

Skønhed inkarneret? Not so much... Men det er jo tanken der tæller.

Til gengæld kan jeg så konstatere, at jeg heller ikke er den slags mor, som holder sig for fin til at fortære den overskydende godtepose, barnet fik med hjem fra juletræsfest i dag (læg mærke til det var en ekstra pose - børn har jo ikke godt af den slags!). Hjælper det ikke lidt, at jeg ikke kun spiste slikket men også clementinen?

Det' sørme, det' sandt, december

Mens vi venter, daler sneen.



Og så er det jo godt at have folk til det hårde arbejde, der følger med egen parcel.





... og det sjove!





Tjek lige mors egen gamle kalendergave-klokkestreng. Det er da et lille julemirakel, at pakkenissen stadig kan finde den. Det synes Hugo også.




Skønhed og stolthed inkarneret. Er det ikke cirka det smukkeste du har set? Nok den bedste julegave jeg får i år, og den herboende nisse har selv produceret.

Opskriften på en krise

Man tager en isvinter og erkendelsen af at den varer 3 måneder endnu, dage med dagslys af en varighed på en mellemlang prut, en upcoming jul som 3 og ikke 4, et presset arbejdsliv, en storebror in spe som står overfor x antal allergi- og astmarelaterede undersøgelser, og en sydafrikaformidling hvor der kommer børn, men ikke til os. Tja, så får man undertegnedes tilstand: deprimeret og deprimerende, udkogt og udtjent, træt og trist, skruk og snøffelsavnende.

Tirsdagskrabbejagt

Solen skinnede og rollingen var frisk og krævede en tur til vandet på en ganske almindelig tirsdag eftermiddag, lige midt i madlavning og tøjvask og generel hverdagstræthed. Vi kiggede på hinanden og spurgte "hvorfor ikke?", og smed gryder og tallerkner i bilen og kørte til stranden. Hvor var det dog hyggeligt og slet ikke tirsdagsagtigt at sidde der i aftensolen og indtage sin aftensmad efterfulgt af intens krabbejagt på broen, i stedet for at sidde trætte ved køkkenbordet derhjemme for derefter at indtage fosterstilling i sofaen. Det gør vi sgu da igen! Hvis ikke vi er for trætte....

Sommer pics

Det kan godt være at det ikke blev til så meget ferie for hele flokken i år, men vi har alligevel fået smagt på sommeren.

Hæææviii!!!

Al den sommer kan godt være lidt udmattende...

Hugo og dyrene

Det kan godt være det var min fødselsdag, men Kristi Himmelfartsdag stod nu i Hugos tegn. Den blev nemlig tilbragt i selskab med mormor, moster Sanne, onkel Bjarne og yndlingsfætrene Sebastian og Nikolaj, nå ja, og så alle dyrene i Ree Park.

Jeg ved ikke, om det er fordi, man er lidt forkælet, når man er født i Sydafrika, men Hugo tog det som den største selvfølge at rende ind i giraffer, zebraer og løver lidt udenfor Ebeltoft. Ja faktisk var det "dyr" der fremmanede de største jubelråb på safarituren en gravKO! Nå ja, og en snegl... Det er aldrig helt til at vide, hvad den dreng tænder på.

Status på en fredag

Endnu et barn nåede at blive bragt i forslag i sidste uge - denne gang til familien lige foran os på listen!

Således er denne min vinterferie blevet tilbragt på plads nummer 13 og i den sædvanlige uge 7 tilstand, der handler om en umulig balance mellem at dårlig samvittighed over ikke at arbejde nok og ikke at være sammen med Hugo nok. I dag har lillelorten dog været hjemme med årtiets ondeste hoste og småfeber, og vi har tilbragt dagen i skøn forening med Thomas o'Malley og Duchess - som i øvrigt er den Aristocat Hugo helst vil være. "Hun har jo lyserød sløjfe". Så sandt, min dreng.

Psssst...

Er der nogen? Hvordan var det lige, der pludselig var gået et år siden sidste indlæg? Det er vist på tide at puste lidt liv i bloggen igen. Det er i hvert fald ikke fordi, det år, der er gået, ikke har været begivenhedsrigt.

En mageløs hurtig formidling fra SA sidste år resulterede i, at vi allerede i sommers blev bedt om at indsamle papirer til vores sag, hvilket ville sige, at vi var nået så langt på ventelisten, at vi kunne blive en af de 20 sager, de har liggende i SA. Det tog dog ikke lang tid for os at beslutte, at vi ikke var klar, og vi valgte derfor i stedet at sætte vores sag i bero. Det forholdt sig nemlig samtidig således, at vi var i færd med at købe et hus udenfor Århus, som vi flyttede i i oktober, midt i hvad vist kun kan betegnes som den mest heltiske tid i vores families historie.

Flytningen faldt - bevidst, af logistiske årsager - oveni Hugos runding af de 3 år og dermed børnehavestart i vores nye forstad. Det var heftigt at rykke ham op med rode - væk fra hans elskede vuggestue og hans gamle liv i lejligheden og byen. Det hjalp heller ikke, at børnehaven ikke ligefrem var et vidunderligt sted, hovedsagligt pga at den var helt nystartet, men også fordi de efter gentagne svigt ikke syntes i stand til at håndtere Hugos fødevareallergier. Heldigvis går det nu meget bedre, og vi har fået genoprettet tilliden til, at det egentlig er et okay sted for ham at være.

Midt i flytning og børnehavestart fandt jeg mig selv i spidsen for et kæmpe projekt på arbejdet, hvor jeg havde ansvaret for at lede skolen og 20 lærere til at blive godkendt som IB World School. En omfangsrig og omstændig proces, som godt nok endte lykkeligt, men som trak alt for store veksler på mig og på familien.

Så det var helt rigtig at vi satte projekt lillesøster m/k på hold indtil vi allesammen fandt vores ben i vores nye tilværelse. Da der begyndte at falde ro over tropperne før jul fik vi samlet papirerne sammen, og midt i januar i år fik vi sendt vores sag afsted til SA! (Indsæt selv smiley med store øjne og tilbageholdt åndedræt her). Det betyder jo, at vi nu kan blive ringet op i morgen, eller måske om et halvt år, vi ved det ikke. Men vi prøver at være klar til at smide, hvad vi har i hænderne for at hente snøflen hjem til Løgten. Og vi glæder os!

Lidt pics fra vores første tid i forstæderne.

Det er benhårdt at gå i børnehave...

Det går forrygende!

Som tidligere skrevet kom vi på ventelisten som nummer 53. Da listen så blev opdateret for en uges tid siden var der imellemtiden kommet to børn, og der var desuden to som havde forladt listen af ukendte årsager. Derfor indtog vi ved opdateringen en smuk plads som nummer 49. I løbet af den sidste uges tid er der så igen matchet børn - hele to styks - så nu er vi uofficelt allerede nummer 47. Ydermere forlyder det på rygtebørsen at endnu et barn er matchet men ikke offentliggjort endnu. Så det går helt forrygende. Det er en fornøjelse at være på så aktiv en venteliste.

Når vi kommer ned omkring nummer 30, så vil vi blive bedt om at samle en masse dokumenter sammen, således at vi får vores sag sendt til Sydafrika når vi rammer nummer 20. Derfra kan det i teorien være når som helst at Snøflen - nu bedre kendt som Lillesøster m/k - bliver matchet til vores lille familie. I praksis er det dog mest almindeligt at der bliver matchet i top 5-10-stykker. En stor fordel, synes jeg, og noget som er lidt anderledes end proceduren sidste gang hos DA/Abba Adoptions.

Det var så lidt oplysning til folket.

Idag har der i øvrigt været fastelavn og jeg havde lavet et lille og helt uambitiøst mariehøne-kostume til Hugo. Men jeg kan ikke fremvise et eneste billede af barnet iført prikkerne. Han er småsyg og nægter at have det på. Særligt hatten med følehornene. Ja, jeg har faktisk ikke engang set ham i det, men det forlyder fra barnefaderen at han iførte Hugo det i morges i vuggeren, men det holdt vist ikke længe. Det er et utaknemmeligt job at lave fastelavnskostumer...

Glimt fra en weekend

Mens vi venter på at AC i morgen opdaterer ventelisten - med vores nummer på - er her et par pics fra en ganske almindelig weekend med vores ganske ualmindelige barn.

Meget mærkeligt barn...