At overleve julen

Det er mig en gåde, hvordan vi overlever år efter år. Først er der gavekøb efter møjsommeligt studerede lister i køer med folk, der hoster og lugter, og man fryser, og det duer ikke at købe præcis det, der er på listen, for det er upersonligt, men ve den der tror, man bare kan købe hvad som helst. Så rakker man land og rige, eller i hvert fald den jyske del af provinsen, rundt i bil i snestorm på isglatte veje. Så sidder man der og hygger sig, gør man, og spiser svin i alle dens svinagtige arterie-tilfedtende afskygninger. Mens man sidder der og snakker om Bornholm, so help me God, skal man finde ud af, om man er lettet eller fornærmet over, at ingen taler om den 2½ års mentalt-gravide mave, man render rundt med. Er det virkelig kun mig, der kan se den? Og når det hele er overstået, skal man samle julepsykotisk barn op ad post-julegave-depressionen og hjælpe ham til at se, at et liv uden pebernødder og kalendergaver vel kan være ligeså godt, bare vi har kvalitetetstid sammen, ik?

Helt ærligt. Det er sgu da hårdt arbejde, det der jul.

Det kan ikke afvises...

...at jeg kom til at drikke bobler af flasken (læs: flaskerne) i 14 stive timer i fredags. Og der blev muligvis skidt ret flot på forfængelighed på dansegulvet i strømpefødder. Og muuuligvis var min barm en overgang at finde i en kopimaskine, men jeg var ikke den eneste (jeg er dog meget interesseret i at vide hvor kopierne er nu), og der blev helt sikkert festet hårdt. Men det har sin årsag. Jeg var nemlig lige kravlet over den målstreg med juleferie-banneret henover. Og det kan godt være, at jeg havde foretrukket en anden målstreg - den med Snøflen som præmie - men dette er da trods alt en målstreg. Og den var tiltrængt.

Ikke den slags mor

Nu viste jeg jo et stk børnearbejde frem tidligere og var ved at revne af stolthed over Hugos kreative evner og den skønhed af en fyrfadsstage det endte ud i. Bare lige så I ikke tror, jeg er den slags mor, der klapper i hænderne, hver gang ungen slår en prut eller mister al kritisk sans, bare fordi en velmenende pædagogmedhjælper har afsat mit barn til en bunke papir og lim og saks. Eller ler, gran og kogler...Det her hjembragte Hugo den anden dag, for eksempel.

Skønhed inkarneret? Not so much... Men det er jo tanken der tæller.

Til gengæld kan jeg så konstatere, at jeg heller ikke er den slags mor, som holder sig for fin til at fortære den overskydende godtepose, barnet fik med hjem fra juletræsfest i dag (læg mærke til det var en ekstra pose - børn har jo ikke godt af den slags!). Hjælper det ikke lidt, at jeg ikke kun spiste slikket men også clementinen?

Trommehvirvel....

.... VI ER NUMMER 1 på ventelisten! Indenfor den sidste måned er det lykkedes både nummer et og to at blive matchet, og det efterlader så os med den tvivlsomme ære at indtage førstepladsen på ventelisten. En førsteplads jo tak, men excuse me, at jeg ikke lige går amok i glædesrus og ikke ligefrem har armene i vejret. Det eneste vi er nummer et i, er jo sådan set disciplinen at være dårligst til at blive valgt som forældre til barn nummer to. Lidt vel dramatisk? Jo sikkert, men ikke desto mindre, er det cirka den bitre smag, man sidder med i munden.

Er der noget at sige til, at jeg er skruk?

I onsdags sad en kær veninde og jeg og krydstjekkede lister. Tre dage senere skulle hun nemlig til Nigeria og indløse lykken efter fem års ventetid - verdens smukkeste lille Aksel Ezekiel. Mens vi sad der og føjede flere ting til hendes to-do liste end vi vingede af, dukkede dette billede op.

3½ måned, 64 centimeter og 6,2 kilo ren lykke. Det var Hugo Thabiso, og det var første gang vi så vores søn. Der blev husket, gjorde der.

Nå, men hør så her. Fire dage efter listetjek og nostalgitrip, nemlig i går søndag, mærker min søde veninde for første gang hvad det vil sige at bære sin søn i sin favn. Det sker lige her, og du skulle tage at kigge med. Det er stort!

Så er der egentlig noget at sige til, at jeg er skruk?

Det' sørme, det' sandt, december

Mens vi venter, daler sneen.



Og så er det jo godt at have folk til det hårde arbejde, der følger med egen parcel.





... og det sjove!





Tjek lige mors egen gamle kalendergave-klokkestreng. Det er da et lille julemirakel, at pakkenissen stadig kan finde den. Det synes Hugo også.




Skønhed og stolthed inkarneret. Er det ikke cirka det smukkeste du har set? Nok den bedste julegave jeg får i år, og den herboende nisse har selv produceret.

Håbet svinder

Det var vist det. Det kan ikke længere nåes at hente en snøffel hjem inden jul. Vi må indstille os endeligt på at det tidligst kan blive sidst i januar at familieforøgelsen kan ske.

>(¤=!#""#?!!¤>¤/!!¤"!#!*!

Så skal der eddermame krydses fingre!

Nummer 2 har fået barn - pladsen lige foran os. Der er 3 hverdage tilbage inden det er for sent at nå det inden sydafrikaformidlingen går på sydafrikansk sommerferie. Kunne der være mere end et match i denne omgang? Kunne der være et til os også?

Vær søde at krydse fingre, tæer, lemmer...

Opskriften på en krise

Man tager en isvinter og erkendelsen af at den varer 3 måneder endnu, dage med dagslys af en varighed på en mellemlang prut, en upcoming jul som 3 og ikke 4, et presset arbejdsliv, en storebror in spe som står overfor x antal allergi- og astmarelaterede undersøgelser, og en sydafrikaformidling hvor der kommer børn, men ikke til os. Tja, så får man undertegnedes tilstand: deprimeret og deprimerende, udkogt og udtjent, træt og trist, skruk og snøffelsavnende.

Når man bliver 4 år...

...må der tre dages festen til for at fejre det.

Først rykkede vennerne ind.

Emil og Hugo forever!

Så kom selve dagen og det blev familiens tur.

Og til sidst var der børnehave-ryk-ind. Sådan ser der ud inden:

Under:

Og efter:

Det er mig ubegribeligt, hvordan vi pludselig gik fra Hugo 4 mdr til Hugo 4 år. Tillykke min lækre, søde, kærlige og kloge dreng.



Næste gang...

...jeg pakker en kuffert, håber jeg, at turen går til den sydafrikanske sommer og ikke til Portugal som nu. Tidligt onsdag morgen drager jeg og mine 80 kolleger til Lissabon på lærertur til den portugisiske vinter, der byder os på lækre 23 grader. Åh, hvor jeg håber at mine sommerkjoler bliver luftet i Sydafrika næste gang. Mon ikke man bliver nødt til at ringe til Tina hos AC imorgen, bare lige for at være sikker på, at der ikke ligger en grund til at blive hjemme på hendes skrivebord...?

Der kommer børn!

Det er svært at bevare pessimismen. Der kommer simpelt hen børn igen fra Sydafrika. Ikke lige til os endnu, men altså det er godt nok en lettelse at mærke at der er hul igennem, trods organisationernes pessimisme tidligere. Det MÅ snart være vores tur! Ikk'?

Mavepumper

Jeg skylder en nyhed. Eller dvs en anti-nyhed. Vi har nemlig fået at vide af AC og Impilo i Sydafrika at ny lovgivning på adoptionsområdet i Sydafrika stadig betyder en voldsom forhaling af formidlingen af børn til international adoption, selvom lovgivningen blev indført i foråret. Vi ved ikke ret meget mere, andet end det hjerteskærende faktum at der ligenu er masser af masser af dejlige små børn, som bare venter på, at det juridiske falder på plads, så de endelig kan blive hentet af deres nye forældre, og desværre er det slet ikke usandsynligt, at vores lille snøffel allerede har været matchet i månedsvis og nu bare "hænger i systemet". Et enkelt barn er dog på en eller anden måde sluppet i gennem systemet, så vi nu er rykket til plads nummer 4. Nu er det så bare at forholde sig til meldingen om, at vi ikke skal regne med, der sker noget i løbet af de næste par måneder, så vi forsøger at ruste os til at runde endnu en jul som tre og ikke fire.

Der gik man så og var mentalt højgravid, indtil terminen pludselig blev rykket et uvist antal måneder ud i fremtiden. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg hater ret så meget på min status som ventende på Sydafrikalisten ligenu. Så tæt på... Og dog så langt fra...

Tirsdagskrabbejagt

Solen skinnede og rollingen var frisk og krævede en tur til vandet på en ganske almindelig tirsdag eftermiddag, lige midt i madlavning og tøjvask og generel hverdagstræthed. Vi kiggede på hinanden og spurgte "hvorfor ikke?", og smed gryder og tallerkner i bilen og kørte til stranden. Hvor var det dog hyggeligt og slet ikke tirsdagsagtigt at sidde der i aftensolen og indtage sin aftensmad efterfulgt af intens krabbejagt på broen, i stedet for at sidde trætte ved køkkenbordet derhjemme for derefter at indtage fosterstilling i sofaen. Det gør vi sgu da igen! Hvis ikke vi er for trætte....

Min hund har spist mit blogindlæg!

Eller hvad med "computeren holdt op med at virke lige da jeg skulle til at skrive på bloggen". Eller "jeg kom til at skrive et indlæg der var aaalt for langt, så det gad I nok ikke se".

Nej vel? De undskyldninger mine elever byder mig, når de ikke har afleveringen klar til tiden er lige så dårlige som undskyldning for hvorfor bloggen igen blev lagt øde. Sandheden er nok bare at der gik hverdag og post-ferie-trædemølle i den og ingen gode nyheder at berette om.

Jo, lidt nyt er der vel. I slutningen af september fik en forklaring fra AC på hvorfor formidlingen aldrig rigtigt var kommet igang efter VM. Det viser sig, at ny lovgivning indført i foråret med formålet at fremme national adoption har medført et register som børnene skal stå i i 2 måneder, før de må frigives til international adoption. Registeret blev indført d. 1/7 så de første børn kunne altså først frigives efter d. 1/9, så nu venter vi på, at de børn som ikke er gået til national adoption, nu kan blive frigivet internationalt. Det skal en dommer skrive under på, men indtil for en uge siden strejkede millioner af offentlige ansatte, herunder domstolsansatte, så det kan måske forklare, at børnene ikke er blevet bragt i forslag endnu. Men altså, nu kan det ikke vare ret meget længere. Det er såmænd ikke fordi, vi regner med at blive ringet op lige så snart der bliver lukket op for posen, men hvis bare der snart ville komme nogle børn, så er vi glade, for så ved vi, at der ikke kan være længe, til vi følger efter.

Mens vi venter, kan I få lidt billeder fra en top hyggelig tur til Djurs med tanterne og tantebørnene.

Suttebørgen cykler

Så så man lige os købe en rusten cykel på loppemarked i dag, bare fordi Hugo jo ligeså godt kunne have en at øve sig på. Men hvad giver I? Min 3-årsling sætter sig da bare op og kører! Her kan I se rakettens allerførste cykeltur. Så kan far jo bare stå der og blomstre med sit kosteskaft.

Ja, jeg er irriterende stolt, I know...

Status på ventesituationen

Jeg skylder vist en update på formidlingen - også selvom den ikke er så munter, som jeg kunne ønske mig.
Det forlød fra alle leder og kanter, uofficielle og officielle kanaler, at der efter VM ventede os et sandt baby boom. Med et par måneders stilstand og så en måneds VM, burde der jo være unger nok at formidle. Men indtil videre er det kun et enkelt barn som er bragt i forslag, så vi nu er nummer fem på listen. Hardly, et baby boom. Så jeg prøver jeg at indstille mig på, at jeg alligevel nok bliver nødt til at starte et nyt skoleår, nye klasser, ny planlægning, uden nogen vished om hvornår forløsningen kommer. Det svider.

Sommer pics

Det kan godt være at det ikke blev til så meget ferie for hele flokken i år, men vi har alligevel fået smagt på sommeren.

Hæææviii!!!

Al den sommer kan godt være lidt udmattende...

En slags ferie

Mens vi venter på at SA igen kommer op i omdrejninger efter VM, har vi holdt en sølle uges ferie sammen allesammen. Hugo og jeg hygger os sammen herhjemme en uge mere, men farmand er tilbage på pinden for at spare ferie op til den barsel som lader vente på sig. Det svider lidt at høre om alle vennernes 3-4 ugers fællesferie. Det står i hvert fald lysende klart for os at ferie ikke handler om hvad man laver eller hvor man tager hen, men om at have tid, tid, tid.

Men vi nåede da at få færten af ferie. Fire dage i Hamborg og et par dage i mormors sommerhus. Hugo har syntes det hele var en fest, også selvom storbyferie i 35 graders varme er et lidt svært koncept at gennemføre når de voksnes interesser mest handler om cafe og skygge og kolde drikke, og barnets mere går i retning af gang i gaden. Det var der heldigvis også i den småbørns-forlystelsespark vi fandt syd for Flensborg.

Hugos stolteste øjeblik på turen. Til hest! Først med far i hånden...

...og så helt selv!

Et af de berygtede medlemmer af den hårdkogte Bork Havn Træskobande