To drenge

Jeg må af og til knibe mig selv i armen. Hvordan har jeg været så heldig at få lov at blive mor til to så mageløse eksemplarer af menneskeracen? To så uendeligt vidunderlige og umådeligt forskellige drengebørn. Jeg fattes ord.

Ældsten med hans sårbare og sensitive sjæl. Min store, kloge og følsomme dreng, med en evne til empati og menneskelig indføling, der gang på gang lægger mig ned. Med en evne til at mærke hver en følelse, der rører sig i ham og udtrykke den i ord. En tænksom sjæl uden filter, der tager sine livsvilkår ind med nøjsom refleksion. Han kæmper en kamp med at komme overens med det der blev hans historie - og han skal nok vinde den. Nok er han følsom, men han er også en fighter. Og megasej! Og sjov. Og åh så smuk og sød og omsorgsfuld. Og han gør mig mere stolt end nogen nogensinde har gjort.

Og Yngsten... Et lille menneske med en stor personlighed. En personlighed der afdækkes mere og mere af og med en sjæl, der stadig finder vej længere og længere ind under morens hud. En dreng der kan fylde og indtage et rum med sin umiskendelige tilstedeværelse - nysgerrighed og uimodståelige charme. Et lille drengebarn der allerede har vadet ind i så mange hjerter. Let til latter, let til bens, let til livet. Han har reageret på de omvæltninger hans korte liv har budt ham med dels en række sunde og forståelige og tydeligt læsbare reaktioner og dels med et overskud, som kun et menneske med styrke og resiliens vil kunne. Jeg kan slet ikke vente og glæder mig bare så meget til at se, hvordan sådan en lille vild brumbasse bare forsat vil indtage hele verden - og lægge den ned.