Oh happy day!

Jeg citerer: "This little boy is now yours, as if you had given birth to him yourself". Således afrundede Mrs. Rath et højtideligt, stemningsfuldt og rørende kvarter på dommerkontoret i Johannesburg Children's Court. Og vores lykke var gjort. Buster hører nu til os, på alle måder! Juridisk er han vores og det er bare så kæmpestort at vide at intet nu kan komme i mellem os.


Buster - på vej i retten tidligt i morges

Bagefter, for at fejre og gøre noget godt for Hugsen, havde vi besluttet os for en tur til Gold Reef City, en forlystelsespark med alt hvad et underholdningsdepriveret barn som Hugo kunne ønske sig. Der var dog lange ansigter ved ankomsten hvor vagten kunne meddele os, at de havde lukket mandag og tirsdag. En hurtig beslutning og vi endte i Jo'burg Zoo i stedet for. Dejligt stort område med flere dyr end mennesker og med skønne og grønne områder at hygge sig på.

Selvom vejret har været meget uforudsigeligt de sidste par dage og også budt på torden og styrtregn, havde vi solskin og varme, indtil skyerne pludselig samlede sig. Heldigvis kom vores taxa-mand 10 minutter før aftalt tid og det var heldigt for ellers var vi endt i den vildeste tordenstorm. Tilbage hos Jane var al strømmen gået og vi fordrev tiden i mørket indenfor mens lynene oplyste værelset i glimt.

Buster-banditten valgte i øvrigt at vågne ved 20-tiden igår hvorefter han så holdt fest til kl 23, så han har været en træt lille baby i dag. I det hele taget er det som om det er ved at gå op for ham at det der med at have en mor og far ikke er det samme som at være på børnehjem. F.eks. bliver man taget op hver gang man vågner eller græder, og så kan det jo lige pludselig betale sig at gøre netop det. Han er heller ikke længere en lille madmaskine der uden problemer kører føde ind. Han har været pylret og emsig og det er bare lige præcis sådan han skal reagere. Han skal netop opdage at vi ikke er ligeglade med hvordan han har det. At vi retter mad og søvn osv ind efter hans behov og ikke efter hvad der passer bedst ind i skemaet for et børnehjem. Samtidig er han jo totalt overstimuleret, dels af miljøskiftet og os tre nye mennesker, der, som det mest selvfølgelige, leger, snakker, dikke-dikker med ham i alle hans vågne timer. Det er voldsomt for et lille menneske at blive udsat for så stor en forandring, og det taget i betragtning, klarer han det så smukt, og det er dejligt at se at han gerne vil vise os, at det faktisk også er lidt svært at være ham ligenu.

I øvrigt faldt en anden vigtig og dejlig aftale på plads i dag. Når vi i næste uge drager på ambassaden i Pretoria har vi fået arrangeret at besøge Hugos børnehjem, som kun ligger et stenkast fra ambassaden. Inden vi tog afsted var vi ikke sikre på det ville være en god ide at tage derhen, fordi Hugo i den grad i løbet af det sidste års tid har kæmpet med at komme overens med visse ting i hans baggrund. Men nu hvor vi er her og ser hvor fint og sundt han forholder sig til det hele, har vi spurgt ham om han kunne tænke sig at besøge dem der passede på ham dengang, og det ville han gerne. Det har også hjulpet ham at se hvad et børnehjem egentlig er, i forbindelse med at vi var sammen med Buster på TLC. Han fik sat billeder på, hvad det egentlig ville sige, og jeg tror konkretiseringen gav ham lyst til selv at "have" et børnehjem, ligesom Buster.

Nu vil jeg knappe en celebratory øl op og tænke lidt over hvor stor netop denne dag er for vores lille familie.