Jane's Place og Jozi

Vi bor et mageløst sted! Alle adoptanter der har boet her hos Jane er kommet hjem og har strøet om sig med superlativer om stedet her. Jeg har altid tænkt, at de godt nok var meget overstrømmende.... Men! Det de aldrig fortalte var hvorfor Jane er så dejligt et kvindemenneske. Hun er skam ikke bare sød og hjælpsom. Hun er ligeså bestemt og kontant, som hun er omsorgsfuld. Man kan mærke hende!

Og stedet her. Fantastisk have og lille pool til ungerne. Personlig og overdådig service. Det eneste vi sådan set selv skal gøre er at bestemm,e hvad vi gerne vil have at spise næste dag, og hvilke ture Jane skal arrangere for os. Det er en fornem luksus her anden gang, hvor der er to rollinger at tage sig af.

Hvor mange andre steder får man pandekager til frokost?

For fire år siden i Pretoria boede vi på et guesthouse, hvor vi selv lavede alt. Det havde været rart at have den ekstra hjælp dengang, hvor vi ofte famlede i blinde, og samtidig havde en baby, der langt fra var lige så nem at behage som Buster er.

Til gengæld var der andre fordele ved Pretoria fremfor Johannesburg eller Jozi. Vi var ude at gå ture i kvarteret hver eneste dag, handlede selv alt vi manglede, og fik i det hele taget en god fornemmelse af hvad det var for et sted, vi var ved at bevæge os rundt på egen hånd. Den går ikke i Jozi. Vi kører med taxa rundt til alt, og dvs vi på forhånd skal have planlagt hvad vi vil et par dage frem, så det kan bookes. Vi kan heller ikke bare gå en tur inde i byen. Måske hvis vi bare var os selv, men med børn..? Nope! Så selvom det er en lille oase her, så kan man godt få lidt ø-kuller.

Buster fortsætter med at imponere og charmere os. Han er et studie i skør babyadfærd. En rigtig røvbanan. De fleste af hans vågne timer tilbringer han stående op ad et eller andet i det Jane kalder hans "very manly pose". I ved, sådan lidt henslængt op ad en sofa f.eks. Jeg synes mest, han ligner en lille fulderik, der vælter rundt.

Fulderikken sover lidt dårligt om aftenen, hvor han er nem at vække, og han kan også godt have tendens til, som Hugo havde big time, at stritte i mod når søvnen kommer,  men det synes jeg kun er naturligt under omstændighederne. Desuden er der en lille tand på vej, den første, så det kan måske også have lidt at sige.

I morgen er en stor dag. Det er Tante-Mette-dag! Ligenu hænger hun et sted i luften mellem Danmark og Sydafrika på vej til vores lille plet her hos Jane. I morgen inden middag går gitterporten, op og så er hun lige her. Det er så stort, at hun har takket ja til at være en del af vores familieforøgelse. Det er efterhånden flere år siden vi aftalte det, og tanken har hele tiden været at hun kunne være aflastning i forhold til det praktiske, men også i forhold til adspredning for Hugo. De to har nemlig noget helt særligt sammen. Heldigvis går det jo godt med Hugo i sin nye rolle, men det betyder ikke, at vi ikke kan bruge et sæt ekstra hænder. Måske især til hjemrejsen. Hugo glæder sig til at se hende, og vi andre glæder os over den gave hun er for os.