Første møde med Buster Gugulethu

Vi har været sammen med vores lille øjesten det meste af dagen, men vi måtte desværre først snuppe ham med i morgen. Det er et princip Impilo har som er til for at give Buster tid til at vænne sig til sin nye familie. Heldigvis så vi idag at han har det godt på TLC og der er mennesker der som passer ham som var han deres egen.

Efter et kort møde på Impilo i formiddags kørte vi afsted til TLC som ligger ude på det sydafrikanske bøhland, på en gård med dyr og hvad dertil hører. Kort tid efter ankomst kom Buster.

Han var lige vågnet fra formiddagsluren og var meget betuttet over mødet med os. Han græd et par modige tårer og brugte de næste par timer på at kigge undrende og alvorligt på de nye ansigter.

Efter et par timer kom de første små smil. Titte-bøh er det helt store hit angiveligt. Hans store øjne slår smut når han griner.

Ellers tilbragte vi cirka de fem timer med bare at hænge ud. Gik rundt udenfor eller legede indenfor.

Og der blev både givet mad og flaske og mor lullede ham i søvn til eftermiddagsluren. Efter han vågnede fra den var han i hopla og vinkede farvel til en smilende og vinkende lille Buster. Det var lidt hårdt, men i morgen... Lige om lidt, så hapser vi ham.

Det er kæmpestort at mærke hvor elsket han er på TLC. I dag mødte vi Rosita, en ældre østrigsk kvinde, frivillig på stedet, som har taget sig særligt af ham. Det var meget rørende at se deres bånd. Vi fik en lille gaveæske med ting til minde om deres forhold.

Samtidig fik vi et brev og tre konvolutter med masser af billeder fra en ung engelsk frivillig, Sarah, som ikke var på TLC længere, men som havde efterladt brevet og billederne til Busters forældre, når de engang dukkede op. I det hele taget var det en oplevelse at se livets gang på så stort og travlt men hjertevarmt børnehjem. Et børnehjem er et børnehjem, og den slags er egentlig ikke for børn, men vi vil altid være taknemmelige for at der har været mennesker der til at elske ham, før vi kunne.

Han er en sveske. Nok verdens mest nuttede næse og uden tvivl det bedste garn syd for Sahara. Han er lille, men bestemt ikke underernæret. Gode basselår, lige til at trutte på. Og så er den lille fyr dygtig! Kan og vil meget gerne gå med os i hænderne, og har efter sigende været ligeså langt fremme i babyskoen som storebror var hvad angår den motoriske udvikling. Blot endnu et lighedspunkt de to i mellem.

Apropos storebror, så tog han dagen i stiv arm. Var lidt genert overfor Buster, men sød og omsorgsfuld, som om de altid havde kendt hinanden. På et tidspunkt overrakte Hugo sin sut til Gugu, som han bliver kaldt, og det er jo nok den største kærlighedserklæring Hugo kan komme med ;-). Buster er sågar blevet indviet i Gormitiernes verden. Jo jo. Når det blev for kedeligt med da-da-da og ga-ga-ga løb han og Alvin, den anden danske families dreng, ud og kiggede på dyrene, legede på legepladsen eller spillede fodbold med en af de mange hunde på stedet. Jeg var lidt nervøs for hvordan han ville tage det at vi skulle efterlade Buster til i morgen, men det gik fint.