I onsdags sad en kær veninde og jeg og krydstjekkede lister. Tre dage senere skulle hun nemlig til Nigeria og indløse lykken efter fem års ventetid - verdens smukkeste lille Aksel Ezekiel. Mens vi sad der og føjede flere ting til hendes to-do liste end vi vingede af, dukkede dette billede op.
3½ måned, 64 centimeter og 6,2 kilo ren lykke. Det var Hugo Thabiso, og det var første gang vi så vores søn. Der blev husket, gjorde der.
Nå, men hør så her. Fire dage efter listetjek og nostalgitrip, nemlig i går søndag, mærker min søde veninde for første gang hvad det vil sige at bære sin søn i sin favn. Det sker lige her, og du skulle tage at kigge med. Det er stort!
Så er der egentlig noget at sige til, at jeg er skruk?
Opslag
Det var en dejligt aften. Tak for hjælpen og for turen tilbage til de første Hugo-minder.
SvarSlet