Psssst...

Er der nogen? Hvordan var det lige, der pludselig var gået et år siden sidste indlæg? Det er vist på tide at puste lidt liv i bloggen igen. Det er i hvert fald ikke fordi, det år, der er gået, ikke har været begivenhedsrigt.

En mageløs hurtig formidling fra SA sidste år resulterede i, at vi allerede i sommers blev bedt om at indsamle papirer til vores sag, hvilket ville sige, at vi var nået så langt på ventelisten, at vi kunne blive en af de 20 sager, de har liggende i SA. Det tog dog ikke lang tid for os at beslutte, at vi ikke var klar, og vi valgte derfor i stedet at sætte vores sag i bero. Det forholdt sig nemlig samtidig således, at vi var i færd med at købe et hus udenfor Århus, som vi flyttede i i oktober, midt i hvad vist kun kan betegnes som den mest heltiske tid i vores families historie.

Flytningen faldt - bevidst, af logistiske årsager - oveni Hugos runding af de 3 år og dermed børnehavestart i vores nye forstad. Det var heftigt at rykke ham op med rode - væk fra hans elskede vuggestue og hans gamle liv i lejligheden og byen. Det hjalp heller ikke, at børnehaven ikke ligefrem var et vidunderligt sted, hovedsagligt pga at den var helt nystartet, men også fordi de efter gentagne svigt ikke syntes i stand til at håndtere Hugos fødevareallergier. Heldigvis går det nu meget bedre, og vi har fået genoprettet tilliden til, at det egentlig er et okay sted for ham at være.

Midt i flytning og børnehavestart fandt jeg mig selv i spidsen for et kæmpe projekt på arbejdet, hvor jeg havde ansvaret for at lede skolen og 20 lærere til at blive godkendt som IB World School. En omfangsrig og omstændig proces, som godt nok endte lykkeligt, men som trak alt for store veksler på mig og på familien.

Så det var helt rigtig at vi satte projekt lillesøster m/k på hold indtil vi allesammen fandt vores ben i vores nye tilværelse. Da der begyndte at falde ro over tropperne før jul fik vi samlet papirerne sammen, og midt i januar i år fik vi sendt vores sag afsted til SA! (Indsæt selv smiley med store øjne og tilbageholdt åndedræt her). Det betyder jo, at vi nu kan blive ringet op i morgen, eller måske om et halvt år, vi ved det ikke. Men vi prøver at være klar til at smide, hvad vi har i hænderne for at hente snøflen hjem til Løgten. Og vi glæder os!

Lidt pics fra vores første tid i forstæderne.

Det er benhårdt at gå i børnehave...