Thabiso Tsabalala

Mærkedag nr. 2: For tre år siden sad vi med hjertet i halsen og åbnede den mail, som åbenbarede vores søn for os for første gang. Der var han, den grinende lille matros med det ene smilehul. Thabiso Tsabalala. Hugo Happiness.

Og sådan her skrev jeg i dagbogen for præcis tre år siden:

Jeg står op efter en nat med venden og drejen og kæmpestore mutant-sommerfugle baskende rundt i maven. I dag skal jeg se min søn for første gang.

Men først skal jeg lige undervise nogle timer. Jeg var bekymret for, om eleverne måske havde opsnappet noget (bl.a. fordi alle mine timer i næste uger allerede var aflyste). Jeg havde jo ikke lyst til at fortælle noget, inden vi havde fået ham officielt i forslag. Jeg kommer igennem timerne, men finder på en undskyldning for at give dem tidligt fri i den sidste time. Heldigt nok, for 5 minutter senere ringer Erik og siger, at nu er hans papirer kommet, og DA sender dem på en email med det samme. Godt så, af sted det går fra hver vores arbejdsplads.

Da vi endelig sidder foran computeren og tager en dyb indånding, hvilket er svært nødvendigt eftersom jeg nærmer mig hyperventilering, åbner vi mailboksen og……….. så er der ingen mail!!! Den skulle jo være sendt en time tidligere. Vi ringer til DA, som lover at sende den igen med det samme. Pyha, godt!

Men, men, men der kommer ingen mail. Vi venter nok et kvarter (aldrig er en side blevet opdateret så mange gange) og ringer så igen. Det viser sig, at de har tastet .dk og ikke .com i adressen.

Endelig er mailen der. Klik. Vi har åbnet den danske pædiaters rapport. Vi scroller. Intet billede. I mellemtiden har DA sendt endnu en mail, denne med rapporten fra SA. Og der er han – vores søn. Lige der på forsiden sidder han og griner med sine smilehuller og spillevende gavtyv-øjne og fine hårpragt. Thabiso Tshabalala. Der er Hugo. Igen og igen – ”Aaj, hvor er han sød”…Med hjertet i halsen læser vi denne lille fyrs historie og om hans familie. Det er meget stærkt.

Det hele er surrealistisk. Kan det være rigtigt, at jeg er denne lille skabnings mor? Hvor heldig har man lov at være?! Vi er så glade og spændte.

Om aftenen strømmer gæsterne ind for at lykønske os. Først får vi besøg af May-Britt og Anders og lille August, som tilfældigvis var i byen, så de slipper ikke for at drikke et glas champagne med os alt imens de udfrittes om rejsen og opholdet i SA.
Senere kommer der flere venner og vores familier. Der fortælles og spørges, og drikkes champagne, snakkes slynger og modermælkserstatning, og flytider og...

Sikke en dag.