Sæson for mærkedage

Herhjemme betyder marts en lille perlerække af mærkedage for vores familie. Idag er den første af dem. I dag er det nemlig tre år siden, at vi fik at vide, at Hugo var udvalgt til os. Der skulle gå endnu to dage, før vi fik papirer om og billeder af vores lille kære matros, men hvor var vi lykkelige. Her er dagens dagbogsindlæg fra d. 12 marts 2007:

Tænk sig sådan at blive mor og far, på sådan en solbestrålet smuk forårsdag! Hvor heldig har man lov at være?!

Idag fik vi beskeden, at der ligger en lille fyr – født den 14. november 06 – og venter på os på ABBA Nursery. Vi skal være i Pretoria på fredag i næste uge, og om præcis to uger har vi ham i armene.

Den lille trøffels papirer har endnu ikke været omkring den danske børnelæge, så vi ved endnu ikke så meget. Men vi håber naturligvis inderligt, at det, at DA godt tør overbringe os nyheden allerede, betyder, at der ikke umiddelbart ser ud til at være noget i vejen med vores lille dreng, og at vi derfor får ham officielt i forslag på onsdag, hvor papirerne forhåbentligt er vurderede.

Vi er allerede fyldt af kærlighed og omsorg for det lille menneske vi får lov at blive forældre til. Og vi glæææææder os sådan til at se billeder af ham (som vil blive vist frem ved enhver given lejlighed) og høre mere om vores lille snøvs.

Vi ved desuden, at det er hans mor, der har udvalgt os, og at vi får det store privilegie at møde hende under vores ophold. Det er bare så utroligt stort at kunne give vores søn den gave.

Dagen idag har været præget af bobler i maven – af lykke og champagne. Kl. lidt over to går jeg ind til 1.p og dagens sidste time. Som så mange, mange gange før lister jeg mobilen ud af tasken for liiiige at se. Eleverne er netop sat igang med en opgave. Et mistet opkald, men opkaldet har intet nummer, så jeg kan ikke ringe tilbage. Hmmm, jeg må hellere lade den ligge fremme. Et minut senere, ringer den (på lydløs dog) – denne gang er det manden, kan jeg se. Jeg skynder mig at tage telefonen med ud på gangen. ”Gæt hvad der lige er sket”! Vi har fået en dreng på fire måneder. Han venter på os i Pretoria, og det er hans mor der har udvalgt os! Det er så uvirkeligt!
”Hvor er det vildt”. Ude på gangen hvor jeg står med telefonen render en masse elever rundt, og jeg skal bare hen et sted, hvor der er stille, så jeg løber ned ad gangen og river døren op ind til adskillige klasselokaler, hvor der er undervisning igang, indtil jeg indser, at jeg er nødt til at løbe ind i min egen klasse for at hente en nøgle til et depot.

Godt så, fortæl, Erik! ... Jamen, jeg ved ikke mere. Og pludselig er jeg ude af stand til at komme i tanke om en eneste ting mere der kunne være relvant at få at vide. En dreng på fire måneder – jamen, hvad behøver jeg mere at vide?

Alligevel får jeg brug for at få bekræftet, at der sandsynligvis ikke er noget i vejen med ham, siden de tør ringe, inden han er vurderet i Danmark. Ja, pludselig er det bare tvingende nødvendigt at ringe til Janne hos DA. Det første hun siger: ”ja, jeg tænkte nok jeg ville høre fra dig”, siger hun med et stort grin.

Janne kan selvfølgelig intet love og det skal hun jo heller ikke, men hun fortæller, at hun selv har læst hans papirer igennem, og hun synes i hvert fald, det ser fint. Selvfølgelig gør det det – han er jo vores!

Hænderrystende og fuldstændig totalt rundforvirret går jeg tilbage til klassen, som intet har opdaget. Her forsøger jeg først at spille cool og gå rundt og hjælpe med opgaverne, men indser hurtigt, at det er nyttesløst. Jeg giver dem tidligt fri og bliver super populær.

Får snakket med min rektor, og aftalt at jeg underviser ugen ud og han slår min stilling op med det vuns. Så må jeg se om jeg kan få overleveret forretningen på en fornuftig måde. Desværre når jeg nok ikke at mødes med min vikar, så lige nu handler det om at få beskrevet forløb og projekter og opgaver osv ordentligt, så det er til at gå til. Pyha.

Bagefter møder jeg en kollega, som jeg skulle have holdt møde med og siger, at jeg altså tager hjem nu. Man kan vel for filan ikke sidde og snakke om fraværsprocenter og studieplaner, når man lige er blevet mor. Da jeg fortæller hende, hvad der er sket begynder hun at græde, og først der bliver jeg selv tudefjæs. Den er sgu åbenbart go’ nok! Så – aldeles uforsvarligt – kører jeg dødskørsel hjem i et stort tudbrøleri. Jeg kan slet ikke finde ud af at skifte gear ordentligt, og på et tidspunkt er jeg lige ved at åbne døren, mens jeg kører, fordi jeg vil rulle vinduet ned.

Hjemme igen står den på telefonopkald. ”Jeg er blevet mor”. ”Du er blevet mormor”. ”Du er blevet moster”. ”Du er blevet tante”.

Til aften gav min søde mand mig lov til at overholde en middagsaftale med to dejlige veninder, der venter på det samme, som jeg idag har oplevet. Oveni købet har jeg og Mette – min evige skæbnefælle – fulgtes hele vejen igennem ventetiden, jeg på DAs Sydafrika-liste og hun på ACs. Jeg håber inderligt at vores følgeskab ikke slutter her, men at hun følger hurtigt efter.

Alt i alt har dagen idag været svimlende og lykkelig. Vi glæder os usigeligt til at delagtiggøre jer i, hvem vores lille søn egentlig er, og hvor ualmindelig dejlig og helt og aldeles bedårende han naturligvis er.